Professionalisering: Arbejdsmarkedet har fået øjnene op for antropologer

For nogle er antropologi stadig noget med at studere eksotiske stammefolk. For andre er det et af de der bløde universitetsfag med høj arbejdsløshed og diskutabel ’nytteværdi’.

For Hanne Overgaard Mogensen er begge forestillinger forsimplede, forenklede og overskygger en efter hendes mening langt mere interessant udvikling: Nemlig at det brede arbejdsmarked i stigende grad har fået øjnene op for antropologer, ligesom antropologer finder vej til helt nye stillinger.

Vi er hoppet med på tanken om, at vi skal uddanne til arbejdsmarkedet. Der er ikke længere skarpe skel mellem akademisk og anvendt antropologi.

Og det er en udvikling, som Danmark er førende inden for.

”I mange lande er antropologi fortsat et lille universitetsfag. I Danmark sidder der i dag antropologer i forvaltninger, i sundhedssystemet, i den pædagogiske verden og i private virksomheder. Det unikke herhjemme er, at vi er hoppet med på tanken om, at vi skal uddanne til arbejdsmarkedet. Der er ikke længere skarpe skel mellem akademisk og anvendt antropologi,” lyder lektor Hanne Overgaard Mogensens korte analyse set fra kontoret på Institut for Antropologi.

Udviklingen er afsættet for bogen ’Antropologien på arbejde’, hvor hun sammen med sin tidligere kollega Steffen Jöhncke, der i ti år stod i spidsen for instituttets enhed for eksterne samarbejder, Antropologisk Analyse, portrætterer og analyserer, hvordan antropologer i praksis omsætter deres viden og kunnen uden for universitetsverdenen.

Den største øjenåbner

Formelt set er der primært tale om en grundbog for studerende og jobsøgende kandidater, men den retter sig samtidig mod resten af arbejdsmarkedet ved at sætte ord på, hvad det egentlig vil sige at være antropolog uden for forskningsverdenen. Og så taler den direkte ind i debatten om, hvad humanister og samfundsforskere uden DJØF-medlemskab kan bidrage med uden for universitetet.

”Bogen er drevet af oprigtig nysgerrighed: Hvad bliver der af vores studerende, som på kreativ vis er ude og bruge det, vi har lært dem? Og hvad har de gjort for antropologien?” fortæller Hanne O. Mogensen.

Hvad har for dig været den største øjenåbner?

”At det især er på universitetet, vi kan have en mindreværdsfølelse, når det handler om, hvad antropologer kan bidrage med. Måske fordi vi oplever, at nogle politikere har været efter os. Men antropologer ude på arbejdsmarkedet føler sig enormt værdsat og oplever, at deres fokus på mennesker og praksis er efterspurgt. Det kan ligefrem være lidt prestigiøst at have en antropolog ansat. Der er for tiden en aura af, at antropologer kan noget, vi har brug for nu.”

Netop derfor er der også tegn på, at antropologer i dag får job på grund af, og ikke på trods af, at de er antropologer, som de to forfattere selv formulerer det i bogen. Måske fordi den antropologiske faglighed matcher et stigende behov for at udvikle samfundet efter andre parametre end måltal og såkaldt objektive kriterier.

”Jeg tror, vi ser nye døre åbne sig, fordi der er opstået en træthed på arbejdsmarkedet og hos mange faggrupper – om det så er pædagogerne, sygeplejerskerne eller fuldmægtige i forvaltningerne – efter årtier med fokus på effektiviseringer. Her kan antropologer pege på alternative vinkler og prioriteringer ved at tage udgangspunkt i mennesker og deres hverdagspraksis frem for i styringsredskaber.”

Det menneskelige perspektiv

Hvordan det udfolder sig i praksis, fortæller de to forfattere gennem ni portrætter af antropologer (se boksen), der sidder i vidt forskellige stillinger: Fra chefkonsulenten på Odense Universitetshospital og teamlederen i Økonomistyrelsen til partnerskabsudvikleren i Nordsjællands Politi og HR business-partneren i byggebranchen.

Der kan være meget store forventninger til, at antropologen kan åbne ’den sorte boks’ på nærmest magisk vis. Og det kan være en stressfaktor i nogle sammenhænge. 

”Mennesker handler ofte anderledes, end vi på forhånd forventer. Her bliver antropologen den, der kan forklare det uforudsigelige,” siger Hanne Overgaard Mogensen. Eller som den administrerende direktør i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, forklarer i kapitlet om virksomhedens brug af antropologer: ”Det antropologiske arbejde bidrager til, at vi kan gå på opdagelse i patienternes måder at leve, tænke og agere på...”

Kan der også komme overdrevne forventninger til, hvad antropologer kan? ’En af de portrætterede antropologer bemærker ironisk, at hun har oplevet kolleger sige: ”Hvis det har noget med mennesker at gøre, så spørger vi bare Johanne.”

”Der kan være meget store forventninger til, at antropologen kan åbne ’den sorte boks’ på nærmest magisk vis. Og det kan være en stressfaktor i nogle sammenhænge. Men det er også rigtigt, at det siger noget om antropologers måde at arbejde på. Som antropologer arbejder vi med åbenhed, når vi taler om feltarbejde, fordi svarene kan ligge et andet sted i det sociale liv, end vi troede. Og det er jo interessant, at det er netop det, arbejdsgivere og andre knytter til faget. Vi bliver ofte ansat til at undersøge de åbne og uafklarede spørgsmål.”

Fra antropolog til konsulent?

I visse tilfælde kan antropologen med sin særlige faglighed ligefrem give den i rollen som en ’trickster’, der kommer ind fra siden og rokker ved faste forestillinger og hierarkier.

Bl.a. fortæller Maya Nyborg i bogen, at det er en del af hendes arbejde i Nordsjællands Politi at udfordre politifolks mavefornemmelser og sætte spørgsmålstegn ved, om de nu også altid gør tingene på den bedst mulige måde. Og flere taler ligefrem om, at de i det daglige laver feltarbejde i egen organisation.

Men det kan også skabe dilemmaer og loyalitetskonflikter, når antropologer udstyret med et distanceret og trænet blik for magtstrukturer selv kommer tæt på magten eller bliver en del af ’systemet’. Problemstillinger, som Hanne Overgaard Mogensen også er med til at undersøge i en anden aktuel udgivelse, ’The Moral Work of Anthropology’.

”De moralske spørgsmål følger mange antropologer, især i det private erhvervsliv. Kan man som antropolog i en konsulentvirksomhed f.eks. tage opgaver for tobaksindustrien? Men det korte svar er, at der er brug for kritisk-reflekterende mennesker alle steder. Også i det private erhvervsliv.”

Er der alligevel risiko for, at antropologien kan miste noget af sin kritiske tradition og ende som en slags konsulentuddannelse i luksusudgave?

”Det vil nogle sige, og nogle mener også, at det er vores primære opgave at være magtkritiske. Men man kan også vende det om: Vi sender en masse kritisk-reflekterende mennesker ud, som er med til at præge administrationen og udviklingen af samfundet – er det ikke fantastisk?

Ser du ligefrem en egentlig antropologisk profession i sin fødsel?

”Ikke en profession i klassisk forstand. Antropologer uden for universitetet har ikke faste arbejdsfelter, hvor der f.eks. er statsdefinerede rammer for, hvad man kan, skal og må. Men der finder en professionalisering sted, og den udvikling håber jeg får lov at fortsætte.”