Som regel har den globale migration rod i økonomisk ulighed, social uretfærdighed eller politisk forfølgelse i de lande, hvor migranterne kommer fra og for mange migranter. Mange år efter, at disse har fundet sig til rette og tilpasset sig de samfund, som har migreret til, fortsætter deres families og pårørendes ve og vel i hjemlandet at være kilde til stor opmærksomhed og bekymring. Migranternes ønske om at hjælpe dem, som de har efterladt hjemme, kommer til udtryk i, at de individuelt sender en del af deres lønninger ofte betegnet som remitter til familiemedlemmer i oprindelseslandet og kollektiv samlet penge sammen for at støtte udviklingsprojekter i deres hjemegne. Siden Verdensbanken og andre internationale organisationer for snart ti år siden foreslog, at disse remitter kan betragtes som et centralt bidrag til udviklingen af den fattige del af verden, er de blevet del af den politiske udviklings- og sikkerhedsdagsorden i de udviklede lande. Men er migranternes remitter overhovedet en fornuftig og effektiv måde at skabe udvikling og velstand i deres hjemegne? I denne artikel søger jeg at besvare dette spørgsmål gennem en diskussion af, peruanske migranters forsøg på at hjælpe deres hjemlandsbyer i Peru. Artiklen er baseret på et antropologisk forskningsprojekt, som jeg gennemførte fra 2003-2006 blandt peruanere i USA, Spanien, Japan og Argentina.