Artiklen omhandler professionshøjskolerne, der ligesom folkeskolerne i 2013 overgik til et system, hvor man ikke længere bruger ”timenormer” i udregningen af arbejdstiden. I stedet blev der indført et system, hvor ledere og medarbejdere skal have en dialog om, hvilke opgaver medarbejderen skal løse, og samtidig indførtes et tidsregistreringssystem. I artiklen undersøger jeg, på baggrund af aftaletekster fra 2013 og interviews med fem medarbejdere og en leder, hvilke performative effekter tidsregistreringen har. Tidsregistreringssystemerne bliver betragtet som tidsobjekter, der er bærere af bestemte logikker og måder at forstå tid på, og som indgår i magtkampe om, hvem der bestemmer over hvem og hvad. Det viser sig, at der i hvert fald er tre forskellige principper at registrere tid ud fra (1: faktisk tid, 2: tildelt tid eller 3: 7,4), som medarbejderne holder sig til eller blander, men alle handler om at opnå temporal autonomi og sno sig i et system, der med sin industrielle logik passer forholdsvis dårligt til en undervisningskontekst. Undervejs i analyserne viser det sig, at normerne på sin vis stadig findes som lokale skuffenormer, der dog ikke længere er til forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Det skaber en situation, hvor medarbejderne er usikre på, hvornår de har gjort deres arbejde og frygter at blive ramt af de tidsfiktioner, der af forskellige grund kan være blevet sendt i omløb.