Bruger dansk politi raceprofilering

Kronik af postdoc David Sausdal (Institut for Antropologi) i Politiken den 12. juni 2020.

Søndag 7. juni, marcherede mere end 15.000 demonstranter fra den amerikanske ambassade til det danske Folketing.

Opildnet af politidrabet på George Floyd samt af en lang række andre fatale og forfærdelige episoder mellem amerikansk politi og afroamerikanske medborgere krævede demonstranterne et opgør med racisme og politibrutalitet.

At der er problemer med racisme og voldshandlinger i det amerikansk politi og i det amerikanske samfund, står hævet over enhver tvivl.

Det viser både nutiden og fortiden, fornuften såvel som forskningen. Og som demonstranterne rigtignok også gjorde opmærksom på, er det desværre ikke bare det amerikanske politi og samfund, som trækkes med sådanne problemer.

Fremmedfjendskhed og myndighedsvold findes mange steder i verden, også i Danmark.

Når det er sagt, er der også betydelige forskelle mellem amerikansk politi og dansk politi - forskelle, som i det nuværende demonstrative debatklima desværre udviskes. Var man en del af gårsdagens demonstration, ville man kunne opleve, at flere danskere også mener, at dansk politi har nogle af de samme udfordringer som deres amerikanske kollegaer, om end måske i en mindre udtalt grad.

Folketingsmedlem Sikandar Siddique har på lignende vis været ude at påpege, at han selv og andre etniske minoriteter ofte bliver udsat for ' racial profiling' af dansk politi - altså at danske betjente i langt højere grad henvender sig til etniske minoriteter i forbindelser med deres politiforretninger uden at have et egentlig politifagligt belæg, ud over en indgroet fordom om visse minoriteters levevis.

NÅR DANSK politi konfronteres med spørgsmålet om, hvorvidt de anvender ' racial profiling', er det nærmest så sikkert som amen i kirken, at svaret er nej.

Dansk politi forsvarer sig med, at grunden til, at flere etniske minoriteter ganske rigtigt bliver stoppet, er, som Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, fornylig udtrykte det, at danske betjente har ' en 6. sans'.

Sagt med andre ord er der noget, der fortæller danske betjente, at visse etniske minoriteter med nogen sandsynlighed faktisk er involveret i kriminalitet.

Det er af samme grund, at den erfarne politiassistent Hans Blaaberg (som, det må indskydes, er folketingskandidat for Nye Borgerlige) hurtigt konkluderede i et interview med Berlingske, at »de er ofte selv skyld i, at de bliver stoppet«. Hvad både Oxfeldt og Blaaberg her peger på, er, med andre ord, at visse etniske minoriteter statistisk set begår mere kriminalitet og derfor selv er skyld i, at de er af større interesse for dansk politi. De er, på politisprog, tilbagevendende ' kunder' i butikken.

Umiddelbart er argumentet jo meget godt. Politiet skal være ressourceeffektivt, og som samfund ser vi derfor gerne, at de lægger deres æg i den kurv, der giver bedst mening.

Som politiforsker Lars Holmberg også har påpeget i sit nu mere end tyve år gamle studie om politiskøn, ' Inden for lovens rammer', er politiet langt hen ad vejen ganske dygtige til at vælge rigtigt, når de vælger at stoppe og tjekke en borger frem for en anden

Men som Holmberg også påpeger, rammer politiet nogle gange forkert og gør det i særlig grad i forhold til etniske minoriteter.

Denne fejlmargin understøttes af statistikken, som synes at vise en i nogen grad uheldig diskrepans mellem politiets anholdelser af etniske minoriteter og antallet domfældelser - altså at der i en del sager ikke har været tilstrækkeligt bevis for at kunne få en given person dømt.

Hvad årsagen til dette er, er selvfølgelig et åbent spørgsmål. Men at en overdreven politiinteresse for visse etniske minoriteter kunne være en del af forklaringen, synes at være rimeligt at antage.

DERFOR ER man ikke helt på herrens mark, hvis man konkluderer, at der også er problemer med ' racial profiling' i det danske politi. Men man må samtidig sige, at det ikke er et problem, der på nogen måde kan måle sig med raten og voldsomheden af, hvad man ser i USA.

Jeg kan derfor personligt godt forstå, at man som dansk politi tager skarp afstand fra de alt for simple sammenligninger med amerikansk politi, som en del af det danske meningsvælde begår i skrivende stund.

Det må være decideret ærekrænkende for stort set alle danske betjente at blive slået i hartkorn med kollegaer på den anden side af Atlanterhavet - kollegaer, som åbenlyst chikanerer, overfalder og endda dræber mennesker.

Jeg har brugt megen tid på gader og stræder med danske betjente, og jeg har aldrig set (eller hørt om) noget, der tilnærmelsesvis kan sidestilles med den afskyelige episode, hvor George Floyd bliver sendt i døden, fordi et knæ i ni minutter holdes mod hans hals.

Af den grund har jeg nogen forståelse for, hvorfor repræsentanter fra dansk politi ikke kan se sig selv i det lys, der kastes på dem i disse dage, og derfor nægter at erkende problemer med racisme og ' racial profiling', når sammenligningen er tværatlantisk.

Men derfor er det stadig virkelig frustrerende igen igen at se dansk politi kategorisk benægte, at de også (dog i en langt mindre grad) har nogle udfordringer.

Tallene viser det, og forskningen, herunder min egen, viser det.

EGENTLIG er det ikke så overraskende, da udfordringerne med at udvælge/fravælge på baggrund af identitetsmarkører og fordomme går igen ikke bare i dansk politi, men overalt i det danske samfund.

Det har flere rapporter vist.

Derfor ville det også være langt mere ærligt og produktivt, hvis dansk politi blot bekendte kulør og ligeud sagde, at også de kæmper med disse udfordringer, og at det er noget, de arbejder på at komme til livs.

For sandheden er, at det faktisk er noget, dansk politi har haft et fokus på, og noget, man eksempelvis via uddannelsen og et mere diversificeret kandidatoptag har forsøgt at udbedre. Som i så mange andre tilfælde (herunder Tibet-sagen og perlesagen) ser man desværre, at dansk politis nærmest pinlige automatreaktion er at benægte, hvad der for alle andre er helt åbenlyst.

Jeg ved ikke, hvem man spørger til råds, men jeg føler mig sikker på, at en bedre kommunikationsstrategi ville være at tone rent flag og sige, at man er opmærksom på udfordringen. Det ville både være mere sandfærdigt og, uden tvivl, mildne kritikken.

En sidste vigtig detalje er, at et mere åbenhjertigt forhold til udfordringerne med ' racial profiling' i dansk politi også vil vise, at sagen er meget mere kompleks, end hvad man måske umiddelbart tænker, den er.

Spørgsmålet om ' racial profiling' er nemlig ikke blot et spørgsmål om ' ja' eller ' nej'. Det er det ikke forstået på den måde, at ' profilering' er en uundgåelig del af et godt stykke politiarbejde.

JEG HAR VED selvsyn set, hvordan civilklædte efterforskere med stor succes leder efter professionelle trick-og lommetyve i og omkring Købehavn.

Idet langt det fleste af disse tyve kommer fra lande såsom Polen, Rumænien, Bulgarien, Marokko og endda Chile, benytter efterforskerne sig selvsagt af visse stereotype ideer om, hvordan folk fra disse lande normalt ser ud.

Det er dog på ingen måde hele, men blot en mindre del af historien. Ud over at kigge efter etnicitet - altså begå ' racial profiling' - er efterforskerne især opmærksomme på ' adfærd', som de selv udtrykker det.

Det vil sige, at de kigger efter forskellige former for mistænkelig opførsel. I forhold til trick-og lommetyve er en mistænkelig opførsel eksempelvis, når en person går rundt på Københavns Hovedbanegård uden at gøre det, som de fleste normale mennesker gør.

En normal adfærd på en banegård involverer, at man køber en billet, køber en kaffe, kigger på afgangstavlen og, forholdsvis hurtigt, går ned og tager toget.

En tyv gør ikke det. En tyv bevæger sig umiddelbart lidt tilfældigt rundt - ofte løst akkompagneret af en eller to medskyldige - og i stedet for selv at købe billet eller kaffe, kigger tyven på folk, der køber billet og kaffe, i håb om at finde sig et godt offer.

En sådan afvigende adfærd kobles med nogle etnicitetsmarkører og gør, at efterforskernes alarmklokker ringer. Det er dog ikke hele historien.

Ud over etnicitet og adfærd har den dygtige efterforsker også et blik for, hvordan en klassisk tyv klæder sig. Polske lommetyve f. eks., der stjæler og misbruger dit bankkort, går ofte klædt i noget bestemt tøj og har nogle bestemte ' accessories', som man siger på nydansk.

Der er ofte tale om et lidt businessagtigt outfit med nogle finere bukser eller jeans med en dertilhørende blazer eller pæn jakke. Desuden har de ofte en hat på, briller og en skuldertaske eller rygsæk og måske en rullekuffert. Hatten og brillerne bruges til at dække for deres ansigt, skuldertasken til at opbevarer tyvegods, mobil og andet, de skal bruge i deres ' arbejde', og rullekufferten bruges som et dække, så de ligner turister.

Sluttelig, som en efterforsker gjorde mig opmærksom på, »kigger vi meget på skoene! De har nemlig ofte nogle lidt østeuropæiske sko på - altså sko, som forsøger at se fine og hippe ud, men ikke rigtig er det«. HVAD DET ovenstående således peger på, er, at spørgsmålet om ' racial profiling' er en kompleks størrelse og ikke noget, der let kan forstås via forsimplede paroler.

Politiet har brug for at kunne profilere - og det vil tit indeholde identitetsmarkører såsom etnicitet og andre umiddelbare kendetræk.

Løsningen er på den måde ikke blot at afskaffe det.

Og hvis politiet siger, de afskaffer alle former for ' racial profiling', eller aldrig har haft det, modsiger de, hvad der i politipraktikken ofte er en nødvendighed.

Løsningen på problemet ligger derfor i stedet i, først, at indrømme, at der er en udfordring, dernæst i at forstå, at løsningen findes i praktikken mere end i højtflyvende principper. Som min forskning i politiets profileringsmetoder har vist mig, ligger modgiften nemlig i, at man, i stedet for at nægte betjente muligheden for at kigge efter etnicitet, skal dygtiggøre dem i at kigge efter mere end det - og derved også oplære betjente i de mange situationer, hvor etnicitet ikke er relevant.

At dette er vejen frem, blev klart for mig, da jeg i min forskning observerede, hvordan de ovennævnte efterforskere en gang imellem fik hjælp af uerfarne kollegaer, som ikke normalt arbejdede med trick-og lommetyve.

Til efterforskernes store frustration spildte disse nye kollegaer nemlig ofte megen tid på at tilbageholde tilfældige minoriteter ud fra intet andet end deres fordomme om, at de ' jo måtte være lommetyve', da de jo ' ser rumænske ud'.

Som en af de professionelle efterforskere både grinende og grædende sagde til mig: »De her uerfarne kollegaer ser den første og bedste fattige rumæner og griber fat i ham. Det kan vi jo ikke bruge til noget. Der er ikke dem, der begår den kriminalitet, vi er ude efter. Så selv om det er dejligt at få hjælp, ender det faktisk ofte med, at vi skal bruge ekstra megen tid på at lære vores nye kollegaer, hvad og ikke bare hvem de skal kigge efter. Det er, hvis du spørger mig, lige præcis her, at hemmeligheden bag et godt stykke politiarbejde ligger«. Dette er kloge ord fra en klog og dygtig politiefterforsker - ord, jeg kun kan være enig i.

Med disse ord in mente er mit håb, at fremtidige snakke om dansk politis arbejde med profilering - på godt og ondt - kan starte der, frem for via kampråb om, at dansk politi slægter amerikanske kollegaer på eller kategorisk benægtelse fra politiets side.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skal være kritik af, når politiet åbenlyst kun går efter, ' hvem' personen er, frem for ' hvad' personen har gjort. Det skal der. Naturligvis.

EN SIDSTE BEMÆRKNING herfra er, at jeg håber, at de, der læser mit indlæg, læser det, for hvad det er: en påpegning af et problem, men også en forståelse for, at problemet ikke altid er så let og ligetil, som det tit gøres til.

Desværre kan jeg være bange for, at mit indlæg ender med at blive en gedigen maveplasker, et skud i foden. Som politiforsker har jeg ofte forsøgt mig med at nuancere debatten ud fra den forskningsbaserede viden, jeg har tilegnet mig, f. eks. i forhold til politiets arbejde med udlændinge og minoriteter.

Hvad jeg dog desværre ofte oplever, er, at kritikere af politiet finder mig for vag, samtidig med at politiet pludselig ser mig som en modstander. Akademiske kollegaer kontakter mig med mindre vredesudbrud over, at jeg taler for pænt om politiet.

Mine kontakter i politiet ringer til mig og klager over, at jeg ikke har støttet op om dem. Sandheden er dog, at jeg hverken er blødsøden over for eller i opposition til dansk politi. Tværtimod.

Jeg har stor respekt for, hvor svært et arbejde dansk politi udfører. Men jeg har også en forståelse for, at ting kan og må gøres bedre. Desværre giver dagens debat alt for sjældent plads til et sådan både-og-argument - specielt når spørgsmål som etnicitet og andre identitetspolitiske emner er i fokus.

Personligt er jeg træt af, at sådanne debatter alt for ofte udmønter sig i en uproduktiv skyttegravskrig. Det tjener ingen.

Heller ikke når vi taler om ' racial profiling'.

Det tjener ikke dansk politi. Det tjener ikke dem, der bliver udsat for uretfærdigheder.

Og det tjener ikke det danske samfund.

Vi kommer ingen vegne, hvis ikke vi ser sandheden og, ikke mindst, hinanden i øjnene.

Derfor er man ikke helt på herrens mark, hvis man konkluderer, at der også er problemer med ' racial profiling' i det danske politi Løsningen findes i prakt ikken mere end i højtflyvende principper Ud over at kigge efter etnicitet - altså begå ' racial profiling' - er efter forskerne især opmærksomme på ' adfærd'.