Professor: Vi glemmer mennesket, når vi kun taler om hænder

(Indlægget er bragt på Altinget.dk den 31. oktober 2022)

De fleste fik nok en klump i halsen, da TV2 for nyligt igen kunne bringe en historie om omsorgssvigt på plejehjem.

Uskiftede bleer, glemt medicinering, og en døende beboer, som måske tilbragte de sidste vågne timer af sit liv skræmt og alene.

Ingen af de ting kan vi byde vores ældre og vores medmennesker.

Men jeg fik også en klump i halsen af udsigten til, at social- og sundhedsplejen igen skal stå for skud i den offentlige debat. SOSU'erne har i forvejen et imageproblem.

Det har VIVE for nyligt slået fast i en ny rapport. Faget har derfor både svært ved at rekruttere og fastholde studerende og medarbejdere.

Denne rekrutteringskrise har en stor og uoverskuelig konsekvens. Vi går en fremtid i møde, hvor de store generationer bliver gamle, og det vil medføre et markant stigende pres på plejesektoren.

I 2030 vil vi i Danmark have 59 procent flere borgere over 80 år – en forøgelse på 160.000 mennesker. Det betyder, ifølge Kommunernes Landsforening, at vi om bare otte år kan mangle 16.000 SOSU'er.

Menneskelighed som minutydelse
Valgkampen lakker mod enden, og i lyset af den kommende plejekrise savner jeg stadig en reel diskussion af det vigtige spørgsmål: hvorfor skulle et ungt menneske ønske at blive SOSU-assistent?

Lønnen driver ikke værket, selv om det er glædeligt, at der langt om længe er kommet politisk fokus på lønforhold i velfærdsprofessionerne.

Højere løn og friere tøjler til at bringe faglighed i spil vil være vigtige skridt i retning af at gøre SOSU-arbejde mere attraktivt.

I en undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd ligger SOSU-assistenter nemlig i bunden af disponibel livsindkomst.

Lige siden Poul Schlüters tid som statsminister har politikere udtalt et ønske om at afbureaukratisere pleje- og omsorgsarbejde og investere i såkaldt varme hænder.

Men i al vores snak om varme hænder og effektivisering af skemalagte plejeminutter glemmer vi menneskene.

Højere løn og friere tøjler til at bringe faglighed i spil vil være vigtige skridt i retning af at gøre SOSU-arbejde mere attraktivt.

Men helt grundlæggende skal vi værdsætte den enorme værdi, som pleje og omsorgsarbejde har for os alle som enkeltpersoner og som samfund.

For at gøre det interessant at arbejde som SOSU, er vi nødt til at forstå, at det er en fejl at reducere pleje og omsorg til en serviceydelse på minuttal, som tildeles af én af Danmarks 3.500 hårdtarbejdende visitatorer.

Det er heller ikke hjælpsomt at reducere SOSU'er til 'varme hænder'. Den betegnelse klinger hverken af fagligt kompetente medarbejdere eller hele mennesker.

Vi skal forstå, at plejearbejde handler om mennesker og menneskelige relationer, og det er den mellemmenneskelige faglighed, som vi skal se værdien af.

Værdighed lig med selvstændighed
Dansk ældrepolitik har i en årrække haft begrebet værdighed som omdrejningspunkt, hvilket får de verserende skandalesager fra plejesektoren til at fremstå som en total falliterklæring.

Det skal være legitimt at have brug for pleje, og kun ud fra den præmis kan mødet mellem plejemodtager og plejeyder blive værdigt.

Det er uværdigt, at ét eneste plejekrævende menneske skal opleve at sidde i ble med indtørret afføring eller at få liggesår af ikke at blive vendt i sengen.

Men hvilken menneskelige forståelse ligger der egentlig i begrebet værdighed? Alt for ofte defineres værdighed for ældre som, at man netop ikke har behov for pleje.

Det har vi fremmet med en politik om, at den ældre skal være selvhjulpen, og at plejen derfor skal understøtte den udvikling under parolen 'hjælp til selvhjælp'.

Den indstilling gennemsyrer de 98 værdighedspolitikker, som blev udarbejdet i alle kommuner i kølvandet på Folketingets tildeling af den såkaldte værdighedsmilliard.

Selvfølgelig er det ønskeligt, både for plejesektoren og den enkelte, at ældre så vidt muligt er selvhjulpne. Men det kammer over, hvis det bliver illegitimt at være plejekrævende.

Det skal være legitimt at have brug for pleje, og kun ud fra den præmis kan mødet mellem plejemodtager og plejeyder blive værdigt. Uden den indstilling udvander vi netop det, som gør plejearbejde meningsfuldt – det, at være noget for andre.

Fundamentet for vores velfærdsstat
For 100 år siden ville forventningen være, at navnlig kvindelige familiemedlemmer tog sig af pleje og omsorg derhjemme.

Med velfærdsstatens opståen blev pleje- og omsorg i familien gjort til lønnet arbejde, og familiemedlemmerne blev sat fri til at deltage på arbejdsmarkedet.

I dag har Danmark én af de absolut højeste beskæftigelsesfrekvenser for begge køn i EU.

Snart er valget overstået, og uanset udfaldet står vi med en plejekrise, som skal løses.

Arbejdet i pleje- og omsorgssektoren sikrer dermed, at alle andre kan gå på arbejde og bidrage til fællesskabet.

Hvis ikke opgaven bliver løst, er vi ganske enkelt allesammen på spanden.

Hvis vi går tilbage til spørgsmålet om, hvorfor man skulle vælge at blive SOSU-assistent, må man konstatere, at lønnen nok ikke gør udslaget i sig selv, selv om en lønforbedring vil være en forudsætning for at rekruttere medarbejdere i fremtiden.

På positivsiden kan vi skrive, at der er jobsikkerhed så langt øjet rækker, og at man vil kunne finde job i alle danske kommuner. Ungdommen efterlyser arbejde med indhold og menig, og her står pleje og omsorg også stærkt.

Vi skal derfor tale meget mere om det meningsfulde i at være noget for andre mennesker og påskønne og værdsætte arbejdet med pleje og omsorg.

Snart er valget overstået, og uanset udfaldet står vi med en plejekrise, som skal løses.

Løn- og arbejdsvilkår skal selvsagt forbedres, men for at gøre pleje og omsorg attraktivt igen, skal vi have fokus på mennesker og ikke på minutter i relationen mellem plejer og plejemodtager.

Professor MSO Bjarke Oxlund, Institut for Antropologi, er også vicedirektør på Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.

Emner