Katastrofer har i dag en helt central position i den globale orden. Og ikke uden grund. Alene i 2011 blev 206 millioner mennesker berørt af naturkatastrofer.
Samtidig har katastrofer aldrig kostet verdenssamfundet så mange penge som nu. De samlede udgifter for naturkatastrofer i 2011 er af FN blevet opgjort til svimlende 2065 milliarder kroner.

Igennem de sidste 300 år har den grundlæggende opfattelse af, hvad en naturkatastrofe er, ændret sig markant. Katastrofen der tidligere blev forstået som Guds korrektion af skaberværket og derefter som naturens ukontrollable og meningsløse rasen, bliver i dag i højere og højere grad forstået igennem den berørte sociale enheds egen formåen eller mere præcist ikke-formåen. Denne ændring i forståelsen af katastrofer beskrives populært som den sociale drejning i katastrofeforskningen.
Når Lyngbyvej i København oversvømmes i juli 2010 og august 2011 er det altså ikke på grund et uforudsigeligt skybrud eller som et udslag af Guds vilje, men fordi Københavns Kommunes kloakkapacitet og Lyngbyvejs overfladevandafledning er utilstrækkelig.
Afhandlingen undersøger hvordan denne socialisering af vores forståelse af katastrofer ændrer måden, hvorpå vi retligt tilgår naturkatastrofer. Når katastrofen overgår fra at være sort uheld til potentiel uretfærdighed, følger således en række nye udfordringer til samfundets (og individets) evne til at håndtere trusler og fordele ansvar (økonomisk, strafferetligt såvel som organisatorisk).
Afhandlingen diskuterer hvordan den sociale drejning, udfordrer de retlige modeller staten traditionelt har brugt til at håndtere naturkatastrofer, herunder særligt undtagelsestilstanden, og i stigende grad erstatter disse med omfattende lovgivning. Ændringen i vores forståelse af hvad en katastrofe er skaber således en retlig kaskadeeffekt eller retliggørelse af katastrofen; og katastrofen overgår til at blive en egentlig retlig genstand, hvor ansvar på forhånd skal fordeles og efterfølgende kan ifaldes. Katastrofen bliver altså retligt reorganiseret fra at være noget ekstraordinært og derved per definition ikke-retligt, til at være en samfundsfunktion á la akut hjerte-kirurgi eller dirigering af trafik (ting der er farlige, komplicerede og delvist uforudsigelige, men som alligevel bliver forstået og tilgået som grundlæggende sociale fænomener).

Afhandlingen undersøger denne retlige konsekvens af vores nye tilgang til katastrofer igennem to emblematiske eksempler; anvendelsen af nødret i håndteringen af naturkatastrofer og fordelingen af ansvar efter katastrofer.
På denne baggrund dokumenterer afhandlingen hvordan katastrofen ikke længere tilgås som force majuere eller sort uheld, men som sociale fænomener der i tiltagende grad adresseres retligt. Der sker således en retliggørelse af katastrofen, og som et resultat et opstået hvad vi kunne beskrive som katastroferet.
Imens den traditionelle teoretiske tilgang til katastrofer altså har fokuseret på spørgsmål om suverænitet, autoritet og undtagelsesrationalitet, bør vores behandling af katastrofer i dag tilgås som retlig fortolkning, ansvarsfordeling og retfærdighed.