Fortællinger spiller en central rolle både som empiri og som analytisk og teoretisk tilgang i medicinsk antropologi. Det ser ud til, at sygdomsforløbs processuelle og transformative karakter,dramatisk formulerede spørgsmål om liv og død og krav om handling er velegnede til narrativ fremstilling. Antropologer ser almindeligvis sådanne fortællinger som meningsfuldemåder at udtrykke erfaring på, men det er dog ikke alle fortællinger, der bliver hørt i hverken antropologien eller i sundhedsvæsenet. Det ser ud til, at en subtil skelnen tillader nogle fortællinger men ikke andre. Ud fra Michael Jacksons ideer om ”the politics of storytelling” diskuterer denne artikel nogle af de narrative tilgange i medicinsk antropologi ogderes implikationer for en erfaringspolitik.