Tilliden til stater og regeringer sættes på prøve

Kommentar af Helle Samuelsen og Pia Juul Bjertrup (Institut for Antropologi) i Berlingske den 23. marts 2020, Berlingske.

I Afrika, hvor Covid-19 endnu ikke (officielt) har fået rigtig fat, er debatten om, hvordan pandemien bør angribes, i fuld gang.

I Burkina Faso, hvor vi netop har været på antropologisk feltarbejde, er tilliden til regeringens og myndighedernes information og tiltag under stort pres.

9. marts blev de to første covid-19-tilfælde konstateret i landet, og 19. marts var det officielle tal 33 tilfælde.
Mange, vi har mødt, udtrykker stor skepsis over for regeringens evne til at håndtere pandemien, og en del mener, at de konstaterede covid-19-tilfælde i Burkina Faso er politisk manipulation fra regeringens side, så planlagte strejker i den offentlige sektor og retten til at samle sig og demonstrere mod regeringen forhindres.

Covid-19-pandemien har sat hele verden i alarmberedskab, og alle regeringer tvinges til at formulere strategier til bekæmpelse af den eksponentielt voksende pandemi.
De mange drastiske hastelovgivninger og påbud sætter dog også de siddende regeringer på prøve. Har befolkningen tillid til de valgte strategier?
Vil borgerne følge anvisningerne, hvad enten det er henstillinger eller forbud? Svarene på disse spørgsmål afhænger i høj grad af om regeringen, præsidenten, premierministeren, eller statsministeren har legitimitet i befolkningen.

I Danmark er der heldigvis stor tillid til regeringens initiativer og de offentlige myndigheder, endda i meget stor udstrækning.

Statsministeren og de øvrige myndighedspersoner, der næsten dagligt afholder pressekonference, har modtaget stor ros for rettidig handlekraft og åbenhed.  Og i dag er der formentlig ikke en eneste dansker, der ikke har tillid til myndighedernes informationer og forstår pandemiens alvor. Situationen er helt anderledes i et land som Burkina Faso. Mange uden for hovedstaden har slet ikke har hørt om virussen endnu, og mange tror ikke på sundhedsministeriets informationer.

I Danmark har den åbne og tydelige kommunikation styrket tilliden til regering og myndigheder, og viljen til at vise samfundssind er stor. Selvom der også her i Danmark kan opstå små sprækker i danskernes tillid til nogle af de forbud, der indføres, har vi en helt fundamental tro på, at de data og faktuelle oplysninger, som myndighederne præsenterer, er korrekte.

Fatal mangel på tillid

Manglende tillid under en krise eller epidemi kan være fatal. Det så vi under ebola-epidemien i Vestafrika 2014-2016, hvor der florerede mange rygter om, at ebola slet ikke eksisterede, eller at det var udlændinge, og i nogen tilfælde endda, at det var de internationale sundhedsarbejdere, der bevidst inficerede lokalbefolkningen med ebola.
Mistillid og udbredt skepsis over for myndighedernes anvisninger vanskeliggjorde hjælpearbejdet betydeligt.

The Fund for Peace udarbejder hvert år et indeks for staters sårbarhed.
Her vurderes f.eks. den enkelte stats politiske legitimitet og evne til at beskytte sine borgere mod katastrofer og terrorisme.
I den seneste udgave fra 2019 ligger Yemen øverst på listen som verdens mest sårbare stat, mens Danmark ligger langt nede på listen (nr. 175 ud af 178), hvilket betyder, at vi er et af de mindst sårbare lande i verden.
De fleste afrikanske lande ligger derimod højt på listen og har en ekstrem høj sårbarhed. Lande som Kina og Iran ligger nogenlunde midt på listen.

Dette sårbarhedsindeks er interessant, fordi det siger noget om forholdet mellem stat og borger.
Hvis den politiske legitimitet er lav, vil tilliden til den siddende regering og de informationer, myndighederne formidler formentlig være meget lille, ikke mindst i krisetider. Mange af de nuværende regeringer i
Afrika vil derfor ikke bestå tillidsprøven, og vi kan derfor kun håbe, at Afrika denne gang skånes og undgår en omfattende udbredelse af covid-19.

En pandemi som covid-19 viser, hvor globaliseret verden er blevet, og hvor forbundne vi alle er. Derfor forekommer det også klogt fortsat at yde udviklingsbistand og bidrage til, at svage og fejlslagne stater i højere grad fokuserer på »good governance« (god regeringsførelse).

Bistanden løser ikke de svage staters grundlæggende problemer.  Det skal landene selv. Men bistanden skaber opmærksomhed på god regeringsførelse og kan bidrage til at styrke den politiske legitimitet og den enkelte stats kapacitet til at beskytte sin befolkning mod nye epidemier. Det er også i Danmarks interesse.