Gid snobberi og geografi var vores største uddannelsespolitiske problemer

Debatindlæg i Altinget den 1. november 2021 af Bjarke Oxlund, professor (MSO) og institutleder på Institut for Antropologi.

I en satirisk sketch fra TV 2 Zulu skoser ostevender Ruth (spillet af Bodil Jørgensen) to unge universitetsuddannede mænd, som erklærer at være "between jobs" og som ikke ønsker at tage "et lortejob" efter at have læst fem år på universitet.

Ostevender Ruth påpeger det indlysende; nemlig at hun via sit "lortearbejde" har fuldfinansieret de unge mænds uddannelse og har lidt svært ved at forstå, hvorfor hun skal arbejde på ostelager, hvis de to ungersvende føler sig for fine til at arbejde på lager.

I al sin karikerede enkelhed opsummerer sketchen den strømning i dansk uddannelsespolitik, som sætter spørgsmålstegn ved værdien af akademisk uddannelse og efterlyser større tilstrømning til velfærds- og erhvervsuddannelser.

Stort frafald på erhvervsuddannelser

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen har i et stykke tid været ude at synge en sang om, at det største uddannelsespolitiske problem er uddannelsessnobberi, som får unge mennesker til at vælge forkert, fordi de ikke kender til andre muligheder end gymnasial uddannelse efterfulgt af lang videregående uddannelse.

Hvis det var tilfældet, ville det rigtig nok være et stort problem. Den danske model for erhvervsuddannelse, hvor arbejdsmarkedets parter er sammen om at drive uddannelserne, er nemlig en bragende succes i den forstand, at erhvervsuddannede kommer hurtigere i arbejde end folk med andre uddannelser.

Imidlertid har erhvervsuddannelserne samtidig et enormt stort frafald. Af de knap 45.800 elever, der i 2015 påbegyndte en erhvervsuddannelse, kan Danmarks Statistik berette, at 42 procent i løbet af fem år var stoppet på deres uddannelse uden at have fuldført den. I faktiske tal udgør det mere end 19.000 individer på en årgang, og det er én af grundene til, at hver fjerde 30-årige dansker ikke har en uddannelse.

Pladser i provinsen

I forhold til velfærdsprofessionerne går bekymringen groft sagt på, om der i fremtiden vil være varme hænder og hjerter nok til at bemande de danske børnehaver, skoler, hospitaler og kommunekontorer.

Således har Damvad Analytics udarbejdet en prognose, der viser, at der i 2030 vil mangle 13.100 lærere, 13.700 pædagoger, 8.200 sygeplejersker og 600 socialrådgivere for at kunne drive velfærdsstaten Danmark.

Man forstår nemt, hvorfor man fra politisk hold kan se en pointe i at flytte studiepladser fra universiteterne i de store byer til professionshøjskoler i provinsen, så man bedre kan sikre rekrutteringen til velfærdens såkaldte kernetropper. Problemet er bare, at der ikke nødvendigvis er nævneværdig søgning til yderligere pladser på professionsuddannelser i provinsen.

Kroner og ører versus prestige og snobberi

Ifølge forskere ved Københavns Professionshøjskole kan det desuden være svært at fastholde professionsmedarbejdere efter endt uddannelse, fordi arbejde i en velfærdsprofession typisk kan være ret hårdt. Både lærerfaget og sygeplejerskefaget har gennemlevet større konflikter med arbejdsgiversiden uden at opnå de resultater, som man havde sat sig for øje.

Hvis man skeler til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse af sammenhængen mellem uddannelse og disponibel livsindkomst kan man således også finde en mere kontant tilskyndelse for unge til at søge i retning af lang videregående uddannelse, idet den disponible livsindkomst her er henholdsvis syv og ti millioner kroner højere end for erhvervsuddannelse og mellemlang videregående uddannelse.

Er det eventuelt sådan, at kroner og ører vægter tungere i uddannelsesvalget end prestige og snobberi?

God grund til bekymring for unge uden uddannelse

Hvis vi vender tilbage til ostevender Ruth og de arbejdsløse akademikere fra sketchen på TV 2 Zulu, kan man måske sige, at Ruth ikke behøver bekymre sig så meget om, hvorvidt de to ungersvende vil tage lagerarbejde på ostemejeriet.

De er faktisk bare "between jobs" og kommer til at bidrage ganske betragteligt til samfundsøkonomien på lidt længere sigt. Der er til gengæld al mulig god grund til at bekymre sig om de ganske mange, der ingen uddannelse får.

Hvad kunne og burde vi som samfund have gjort for den fjerdedel af de 30-årige, der tilhører denne gruppe? Hvad kunne have fastholdt en stor del af dem på de erhvervsuddannelser, hvor de allerede gik?

Samtidig må vi spørge, hvorfor det er så svært at tiltrække studerende til velfærdsuddannelserne, og hvorfor det er så stor en udfordring at fastholde dem som medarbejdere i de fag, som de bliver uddannet til.

Restgruppen er det altoverskyggende problem

Ingen af disse problemer kan forklares med geografi eller uddannelsessnobberi. Det er uheldigt, at man forsøger at løfte kort og mellemlang uddannelse i provinsen ved at nedgøre lang videregående uddannelse i byen.

Som arbejdsmarkedsforsker Bent Greve ved Roskilde Universitet længe har påpeget, er uddannelse alfa og omega, fordi det opøver evnen og kompetencen til at lære noget nyt.

Faktisk er den fortsatte tilegnelse af kundskab selve forudsætningen, hvis man skal bevæge sig i takt med den teknologiske og digitale udvikling på arbejdsmarkedet. Bredt set er det derfor aldrig et problem, når folk gennemfører en uddannelse.
Nu står vi imidlertid der, hvor regionaliseringen betyder, at Københavns Universitet, hvor jeg arbejder, hvert år skal skære 1.590 studiepladser. Sådan må det være.

Imidlertid mangler jeg svar på, hvordan det hjælper de 1.590 24-årige i Region Sjælland, hvor jeg bor, som hverken har arbejde eller uddannelse. Denne restgruppe udgør den altoverskyggende uddannelsespolitiske problemstilling, som ikke løses ikke ved at placere lidt uddannelsespladser i arkitektur og byplanlægning i Kalundborg.

Vi efterlader en fjerdedel på perronen

Gid vores problemer handlede om uddannelsessnobberi og geografi, for så kunne de relativt hurtigt fikses. Men sådan forholder det sig desværre ikke.

Vi er geografisk set et meget lille land, som har rigtig mange uddannelsesinstitutioner tæt på hinanden. Vores problem er snarere, at vi efterlader en fjerdedel af hver eneste årgang på perronen uden ordentlige forudsætninger for at skabe et godt liv.

Desuden er der over en årrække kommet et højere arbejdspres i de offentlige velfærdsinstitutioner, som har gjort det mindre attraktivt for de unge at søge mod velfærdsprofessionerne.

I stedet for at rykke rundt på uddannelsespladserne som brikker i et uddannelsespolitisk brætspil burde den uddannelsespolitiske energi snarere koncentreres om at besvare, hvordan vi får den sidste fjerdedel med, og hvordan vi gør velfærdsprofessionerne attraktive igen?

Det ville nemlig være til gavn for alle.