Er det kolonitidens endeligt?

Kronik af postdoc Vibe Nielsen (Institut for Antropologi) i Politiken den 13. juni 2020.

DRABET PÅ George Floyd fik i søndags tusinder til at stimle sammen i Bristol, der i 1730' erne var Storbritanniens primære havn for den transatlantiske slavehandel.

Alene i 1750 transporterede skibe fra Bristol et sted mellem 8.000 og 20.000 slavegjorte afrikanere fra Vestafrika til de britiske besiddelser i Caribien og Nordamerika.

Én af mændene bag den transatlantiske slavehandel, der bragte rigdom og velstand til Europa og ødelagde livet for millioner, var den engelske handelsmand Edward Colston (1636-1721).

Colston var parlamentsmedlem for de konservative Anglican Torys og medlem af The Royal African Company, der indtil 1698 havde monopol på slavehandlen over Atlanterhavet. Det var statuen af ham, de tusindvis af fremmødte var mødt op for at konfrontere i Bristol: Med råb om anerkendelse og bannere påmalet ' Black Lives Matter' satte en gruppe af demonstranterne reb om statuen af Colston, der siden 1895 havde stået centralt placeret nær havnen i Bristol.

Statuen har før tiltrukket sig opmærksomhed og fik i 1998 påmalet ' Slave Trader' hen over sin sokkel. Men trods gentagne protester fik den lov at blive stående.

Ud over at være slaveejer er Colston nemlig også kendt for sit filantropiske engagement og støttede, med sine enorme summer hjembragt fra slavehandlen, alt fra skoler til hospitaler og kirker, der den dag i dag er opkaldt efter ham.

Men i søndags blev ydmygelsen over den monumentale hyldest til en af mændene bag 1700-tallets massive udnyttelse af afrikanske slaver og deres efterkommere for meget for de protesterende Black Lives Matter-demonstranter.

De tog sagen i egen hånd, hev statuen af sin sokkel og slæbte den gennem byen for til sidst at dumpe den i vandet i Bristols havn for enden af Anchor Road. Reaktionerne på nedtagelsen spænder vidt, fra hyldest til afsky, og afslører, hvor forskelligt briterne betragter deres koloniale arv.

ARVEN EFTER kolonitiden er et emne, jeg har arbejdet med igennem min forskning på museer og offentlige pladser, hvor mindesmærker af tidligere koloniherrer i disse år udfordres og af og til fjernes.
Statuen af Colston i Bristol er ikke den første, der de seneste år har mødt store protester: Fra sydafrikanske Cape Town til belgiske Antwerpen og vores egen havn i København er statuer blevet fjernet og nye opsat for at udfordre det eksisterende landskab af statuer, der fortsat temmelig ensidigt hylder hvide mænd fra adelsstanden eller borgerskabet.

Ud over at de mænd, statuerne i samlet flok skildrer, repræsenterer et noget snævert udsnit af befolkningen, trækker en del af statuerne tråde til koloniale forbrydelser. Hvor længe skal denne uligevægt i samfundets monumenter bestå? Sådan spurgte de demonstranter, der tog sagen i egen hånd i søndags, ligesom de studerende, der i 2015 fik fjernet statuen af den britiske imperialist Cecil John Rhodes (1853-1902) fra dens centrale placering på universitetet i Cape Town.

I perioden 2016-18 rejste jeg i forbindelse med arbejdet med min ph. d.-afhandling rundt i Sydafrika og talte med en lang række sydafrikanske kunstnere, kuratorer, studerende og universitetsansatte.

Jeg spurgte dem, hvordan de lever med arven efter kolonitiden. Hvordan århundreders europæisk indflydelse stadig påvirker praksisser på såvel museer som universiteter og ofte forårsager konflikter.

Én ting stod lysende klart: Nelson Mandelas (1918-2013) floromvundne taler om regnbuer og samhørighed i 1990' erne medførte ikke den ønskede heling og er i dag for længst lagt i graven. Modsat mange i deres forældres generation, der kraftigt opponerede mod enhver form for raceopdeling i protest mod apartheids racekategorier, har mange i de seneste års studenteroprørsbevægelser på ny taget racetænkningen til sig - akkurat som Black Lives Matter-bevægelsen har gjort det.

Den såkaldte born free-generation, der voksede op i Sydafrika efter 1994, er i langt højere grad end tidligere opsat på at diskutere raceelementet i den daglige eksklusion, de møder på landets museer, universiteter og offentlige pladser.

Hvor Mandela, ærkebiskop Desmond Tutu og andre medlemmer af antiapartheidbevægelsen ønskede forsoning gennem en udviskning af betydningen af race, er mange unge i studenteroprørsbevægelserne Rhodes Must Fall og Fees Must Fall ikke indstillet på forsoning gennem tilgivelse.

DEN ÆNDREDE tilgang er især tydelig, hvad angår arven efter Rhodes: Hvor Mandelas forsoningsstrategi var så rummelig, at den kunne indbefatte selv en af Sydafrikas mest forhadte imperialister - manden, der drømte om et britisk imperium, der strakte sig fra Cape til Kairo - skabtes studenterbevægelsen Rhodes Must Fall i reaktion mod Rhodes' blivende og meget synlige tilstedeværelse på University of Cape Towns hovedcampus.

I marts 2015 blev den materielle hyldest af Rhodes for meget for Chumani Maxwele, en ung sort statskundskabsstuderende, der var vokset op under fattige kår i et af Cape Towns omkringliggende slumkvarterer. Drevet af en vrede over dagligt at skulle ydmyges med dårlige sanitære forhold, mens den hvide - og nu for længst afdøde - Rhodes fortsat blev hyldet med en statue i fuld offentlighed samlede han en affaldsspand op fra et af slumkvarterets transportable toiletter. Han tog spanden med sig tilbage til universitetet og hældte dens ildelugtende indhold ud over statuen, mens han råbte: »Hvor er vores helte og forfædre?«. Maxweles protest satte gang i en lang række af protester, der en måned senere førte til fjernelsen af statuen af Rhodes.

Væk var et magtfuldt symbol på europæisk kolonialisme i Sydafrika, men fjernelsen symboliserede også en ny form for opgør med det bestående: et opgør, der ikke som i tiden frem mod apartheids fald og langt ind i 1990' erne forsøgte at udviske betydningen af race, men snarere tager racemæssige uligheder alvorligt ved at fokusere på dem.

PÅ DEN MÅDE lægger de nye studenterbevægelser sig tæt op ad antiapartheidaktivisten Steve Bikos Black Consciousness Movement og søger anerkendelse frem for forsoning. De flytter dermed ansvaret for Sydafrikas fremtid fra sig selv til de hvide sydafrikanere, der stadig den dag i dag nyder godt af de privilegier, kolonialismen og apartheidregimet bragte med sig.

I stedet for at det er Sydafrikas sorte og såkaldt farvede befolkning, der skal tilgive, som Tutu i 1999 opfordrede til i sin bog ' No Future Without Forgiveness', mener de nye studenteroprørsbevægelser, at det er Sydafrikas hvide befolkning, der bør anerkende og ændre deres nedarvede privilegier.

Tilsvarende er der i Black Lives Matterprotesterne et tydeligt fokus på at synliggøre de racemæssige uligheder, der fortsat gør nogens liv til en kamp for overlevelse, mens andre bæres frem på usynlige og historisk betingede hjælpende hænder.

Igennem deres protester lykkedes det Rhodes Must Fall-aktivisterne at få deres universitet til at skille sig af med et særdeles magtfuldt symbol på undertrykkelsen af store dele af Sydafrikas befolkning, men fjernelsen af statuen af Rhodes var ikke det eneste, de studerende opnåede.

Mens skyggen af Rhodes stadig slynger sig spøgefuldt ned over trappen på University of Cape Towns hovedcampus, har nye statuer materialiseret sig på en lang række af Sydafrikas offentlige pladser. I den visuelle performancekunstner Sethembile Msezanes værker er det hende - en ung sort sydafrikansk kvinde - der træder op på sin sokkel og gør opmærksom på manglen på offentlige fejringer af størstedelen af Sydafrikas befolkning - den del af befolkningen, der er dømt ude i et landskab af statuer, der næsten udelukkende hylder hvide europæiske mænd.

Ved Cape Towns statue af Sydafrikas første premierminister, boergeneralen Louis Botha (1862-1919), foran metodistkirken på Cape Towns Green Market Square eller ved nedtagelsen af statuen af Rhodes på University of Cape Town står hun, stolt som en klippe.

I sidstnævnte tilfælde iført vinger, som hun langsomt lod rejse, mens statuen af Rhodes blev sænket.

På den måde blev hun et symbol på Sydafrikas nye virkelighed. En virkelighed, hvor ungdommen ikke længere vil acceptere 1990' ernes vidtløftige udsagn om et Sydafrika forenet i mangfoldighed, men i stedet går til åben kamp mod den stadig aktuelle arv efter kolonialismens og apartheids undertrykkelse.

En virkelighed, hvor race i høj grad stadig betyder noget for, hvem du er, og hvilke muligheder du har. Men også en virkelighed, hvor nye statuer skabes og i såvel samspil som modspil med den eksisterende materielle kulturarv udfordrer bestående hierarkier og nedarvede privilegier.

DE PROTESTER, DER til minde om George Floyd i disse uger breder sig fra USA til Europa og resten af verden, har mange lighedspunkter med den symbolske fjernelse af statuen af Rhodes i Cape Town.

Ikke alene i demonstranternes kritik af materielle fejringer af koloniale ' helte' med undertrykkelse og slavehandel på samvittigheden, men også i deres fokus på betydningen af race.

Deres skilte bærer netop sloganet ' Black Lives Matter' frem for eksempelvis ' All Lives Matter' for at understrege, hvor de mener, vi som (post) koloniale samfund bør sætte ind: Der er i disse protester en sammenlignelig opfattelse af, at større lighed i samfundet alene kan sikres ved at sætte fokus på dem, for hvem ulighederne rammer hårdest.

For studerende som Maxwele og Msezane, der begge voksede op i Sydafrikas berygtede townships, men på trods af deres udgangspunkter alligevel klarede sig igennem til en uddannelse på et af Afrikas mest anerkendte universiteter, var meget lykkedes.

Alligevel var deres utilfredshed stor.

Nok havde samfundet muliggjort en vis social opstigning, men for det store flertal af Sydafrikas sorte befolkning er livet fortsat en kamp for overlevelse.

Fastlåste strukturelle forhold betyder, at landets rigdomme i form af minedrift og jordbesiddelse fortsat ejes af en lille hvid elite. Som George Floyd og andre amerikanere, der i USA diskrimineres af politiet på daglig basis, oplever Maxwele og Msezane disse strukturelle forhold på et personligt plan i deres daglige konfrontation med diskrimination og manglende repræsentation.

Via studenteroprørsbevægelser som Rhodes Must Fall har de og deres medstuderende skabt en platform, hvorfra de kan gøre opmærksom på de fortsat ekskluderende strukturer, som Mandela og Tutus løfter om forsoning ikke formåede at ophæve. På tilsvarende vis er det lykkedes Black Lives Matter-demonstranterne at sætte fokus på de samfundsstrukturer, der fortsat fastholder mennesker verden over i ødelæggende ulighed.

Rhodes Must Fall-aktivisternes strategi er på mange måder langt mere konfrontatorisk end den, Mandela og Tutu fremførte i 1990' erne.

Som Black Lives Matter-demonstranterne, der i søndags gjorde en ende på fejringen af Colston i Bristol, er de trætte af at være vidner til en proces, der for dem at se går alt for langsomt. Nok har mange klaret sig igennem på trods, men arven efter de strukturelle uligheder, kolonialismen førte med sig, præger stadig mange aspekter af mange menneskers liv: Såvel de statuer, Maxwele, Msezane og deres medstuderende passerer på deres vej til og fra forelæsninger, som de teorietiske tekster, de forventes at læse, er resultater af Europas koloniale magtudøvelse, der har påvirket alt fra offentligt materielle fejringer til universitetets pensumlister.

I 1990' erne var svaret på Sydafrikas uligheder samhørighed og tilgivelse.

IDAG ER den strategi ikke længere mulig.

Vreden, der manifesterede sig i nedtagelsen af statuen af Rhodes på universitetet i Cape Town, er et tydeligt eksempel på, at det, der engang så forsonende blev kaldt The Rainbow Nation, ikke kunne heles fra den ene dag til den anden.

Dekoloniserings-og demokratiseringsprocesser tager tid, og de snart tre årtier, der er gået, siden apartheid officielt blev afskaffet, har ikke været nok til at udviske betydningen af århundreders undertrykkelse.

Tilsvarende har de seneste dages fjernelse af statuer af koloniherrer i Bristol og senest Antwerpen vist, hvor meget det betyder, hvem vi som samfund vælger at fejre i vores offentlige rum.

Oprørene, som de studerende igangsatte på universiteterne i Sydafrika i 2015, og Black Lives Matter-demonstranterne, der de seneste uger har spredt sig til det meste af verden, viser, at viljen til forandring er stor, og at håbet om en verden præget af større lighed fortsat lever.

De seneste dages fjernelse af statuer af koloniherrer har vist, hvor meget det betyder, hvem vi som samfund vælger at fejre i vores offentlige rum Ens race betyder i høj grad stadig noget for, hvem du er, og hvilke muligheder du har.