Nyt kapitel i bog: "Mötet med lokalsamhället"

Kapitel af Birgitte Romme Larsen, ekstern lektor ved Institut for Antropologi.

Kapitel i bogen ”Barndom och migration”, Maren Bak & Kerstin von Brömssen (red.). Umeå: Boréa Bokförlag

Opfostring i danskhed

Kapitlet baserer sig på 12 måneders etnografisk feltarbejde blandt en række nyligt anerkendte flygtningefamilier, som i henhold til dansk integrationslovgivning er tvungent boligplacerede i mindre danske landkommuner for en treårig periode. I kapitlet tages der særskilt udgangspunkt i familiernes børn og unge og deres hverdag i de små lokalsamfund.

Kapitlet undersøger forhandlinger af inklusion, eksklusion og tilhørsforhold, som i det daglige finder sted i børnene og de unges møde med det omgivende danske samfund.

I den sammenhæng er indfødte danske normer, forventninger og forståelser af, hvad det vil sige at være et selvstændigt individ, og hvad det vil sige at være et samfundsmedlem, meget afgørende for deres accept i lokalsamfundet. Kapitlet belyser især denne på én gang både individualitets- og kollektivitetsstræbende proces, som kan kaldes ”opfostringen i danskhed”.

Disciplinering i frisættelse

For omgivelserne er danskhedsprojektet i høj grad et frisættelsesprojekt, hvor flygtningebørnene skal frisættes fra den 'disciplin', 'lydighed' og 'social bundethed', som implicit antages at være gældende i forholdet til deres familier og forældre.

Det handler i høj grad om et kulturelt defineret frisættelsesprojekt, som er stærkt bundet af sociale normer: Mens flygtningebørn og -unge skal 'frisættes', 'autonomiseres' og 'individualiseres', skal dette imidlertid ske på præcis samme måde som "alle andre", og ofte bliver frisættelsen fra disciplin således i stedet til en disciplinering i frisættelse.

En disciplinering i forhold til hvilken, kroppen – og tillæringen af bestemte kropsteknikker – udgør et vitalt omdrejningspunkt. Det gælder fx kropspraksissen ’cykling’, som i flygtningefamiliernes danske omgivelser er taget for givet som;

• kulturelt og nationalt betydningsbærende
• adgangsgivende for socialt tilhørsforhold til det danske fællesskab
• en markør for en ”integrationsproces” i rette fremdrift

Én selvstændighedsproces

Artiklen peger dermed på, hvordan den gængse børne- og ungeopfattelse i Danmark indeholder et umiskendeligt spændingsforhold mellem det individuelle og kollektive:

• På den ene side anspores børn og unge i høj grad til at udvikle selvstændighed og personlig autonomi gennem gradvis fysisk adskillelse fra hjemmet – til fordel for en øget færden på egen hånd i det offentlige sociale rum.
• På den anden side kræver opbygningen af denne individualitet også et betydeligt indgreb i den personlige frihed, idet børn og unge skal være til stede i det offentlige sociale rum på en helt bestemt måde, i et helt bestemt foreskrevet tempo og gennem nogle helt bestemte kropslige teknikker.

I forhold til ”ikke-vestlige” flygtningebørn og -unge – der som regel antages at have mindre ”individualitet” end deres danske jævnaldrende – forstærkes omfanget og karakteren af dette indgreb i den personlige frihed som regel yderligere, viser artiklen.