Dansk resumé

Denne afhandling undersøger forholdet mellem konstruktioner og forhandlinger af tilhørsforhold på den ene side og de specifikke socio­kulturelle og politiske sammenhænge som en gruppe bosniske flygt­ninge­familier er en del af og bevæger sig igennem over tid på den anden.  Med sit fokus på flygtninge sætter afhandlingen denne problematik på spidsen og sætter desuden forholdet mellem kontinuitet og forandring, mobilitet og stilstand i flygtningeliv, men også mere generelt, under lup.

Det empiriske udgangspunkt for afhandlingen er etnografisk feltarbejde, dels i to danske flygtningelejre i 1994 i en periode, hvor ca. 20.000 bosniske flygtninge befandt sig i Danmark under en særlov om midlertidig opholdstilladelse, dels i to sydsjællandske lokalområder, samt kortere ophold i Bosnien og Hercegovina og Kroatien i 2001/2. Sidstnævnte feltarbejde udgjorde en opfølgning med 18 af de samme familier, som interviewedes i 1994, og som i 2001 havde permanent opholdstilladelse i Danmark.  

                       Det, der primært har motiveret afhandlingsarbejdet, har, med udgangspunkt i interessen for tilhørsforhold, været et ønske om at belyse på den ene side, hvordan verden så ud og praktiseredes over tid, lige netop fra de steder, hvor de enkelte bosniske familiemedlemmer så den, og på den anden side, hvordan verden så ud og praktiseredes fra de steder, der over tid har været tilgængelig for kategorien „Bosniske flygtninge“. Hvordan lykkedes det disse familier på forskellig vis at (gen)skabe sig en meningsfuld orden og meningsfulde sammenhænge, der gjorde dem i stand til at handle ud fra de vilkår, der var givet dem af bl.a. flugt, tab og flygtningestatus.

Afhandlingen er forankret i opfattelsen af, at den menneskelige eksistens generelt er præget af en kamp for at finde mening med tilværelsen. Når mennesket lever i en verden, der opleves som fælles, skabes tilknytning eller tilhørsforhold, som samtidig er identitetsskabende og dermed meningsgivende. Det er bl.a. på baggrund af fornemmelsen af at høre til eller ikke, at relationerne til omverdenen ordnes. Hvordan disse relationer ordnes, og ud fra hvilke præmisser tilhørsforhold skabes, er afhængigt af de specifikke sammenhænge, disse processer artikuleres i.

 Den metateoretiske tilgang til feltet er på den ene side inspireret af et social konstruktivistisk fokus på, hvordan bosniske flygtninge generelt er blevet italesat og konstrueret i offentlige, politiske og mediedebatter. På den anden side er afhandlingen fænomenologisk inspireret i sit fokus på, hvordan de enkelte flygtninge gennem hverdagspraktikker forsøger at forankre eksistensens flygtige betydning, og hvordan den måde flygtningene konstrueres på har betydning for de sociale praktikker, der gør sig gældende i hverdagen.

I afhandlingen argumenteres der således for, at genskabelsen og udviklingen af tilhørsforhold er indlejret i social praksis og fordrer en akademisk interesse i hverdagslivet. De sociale praktikker, der især argumenteres for vigtigheden af i denne sammenhæng, udgøres af fire dimensioner: (Gen)skabelsen af hverdagsrutiner og dermed genskabelse af en form for orden, transformationen af rum til sted, bl.a. gennem kropslig indskrivning i og navngivning af konkrete geografiske rum, (gen)skabelsen af meningsfulde sociale relationer og positioner, samt en følelse af at blive anerkendt som en (værdifuld) del af samfundet og fællesskabet. Disse dimensioner har jeg valgt at kalde „hjemliggørelsesprocesser“, fordi de udgør måder, hvorpå den enkelte arbejder sig hen imod følelsen af at „ høre til og „være hjemme“.

Hjemliggørelsesprocesser finder imidlertid ikke sted i et strukturelt vakuum. Disse processer er i stedet bundet sammen med og under påvirkning af vægtige politiske og medierelaterede konstruktioner af flygtninge, udlændinge (i Danmark), og diasporaer (i BiH), måden hvorpå danskhed og bosniskhed italesættes, samt den politiske status familierne har haft på forskellige tidspunkter (fx midlertidig eller permanent opholdstilladelse). Derudover er processerne indskrevet i en global politisk situation, i hvilket en forøget bevægelighed og fluiditet ses som en potentiel underminering af det ordensprincip, der ligger til grund for nationalstaten. Flygtninge og migranter er i det, Diken (1998) kalder en fremherskende monokulturalistiske diskurs i Danmark blevet symboler på en svært kontollerbare fluiditet, de udgør på en og samme tid en uundværlig del af nationalstatens identitetsprojekt og konstrueres som dens affald.

De bosniske familier var i denne situation udspændt mellem forskellige måder at regulere tilhørsforhold socialt og politisk på såvel i det danske samfund, som i det bosniske. Denne udspændthed indebar nødvendigheden af at balancere kontinuitet og forandring, enshed og forskel på en måde, der var legitim i forhold til diskurser om bosnisk- og danskhed. De italesættelser af bosniske flygtninge, der cirkulerede i de to kontekster over tid havde således implikationer for, hvilke sociale praktikker der blev relevante og meningsfulde i de to sammenhænge.

Med udgangspunkt i flygtningelejrene argumenterer jeg for det første for, at de hjemliggørelsesprocesser, der fandt sted i denne sammenhæng, bl.a. var forbundet med den danske „ikke integrations- og midlertidighedspolitik“, hvis hovedmål var repatriering. I denne sammen­hæng blev det de dynamikker, der udspillede sig i Bosnien, dvs. en spirende nationalisme, definitioner af bosnisk patriotisme og af flygtninge i de offentlige bosniske debatter, der kom til at udgøre de væsentlige omdrejningspunkter for  hjemliggørelses-processerne i danske flygtningelejre. Det betød i praksis skabelsen af en udiskuterbar na­tionalistisk bosnisk patriotisme, koblet med en definition af repatriering som det eneste legitime ønske, der kun blev sat spørgsmålstegn ved bag lukkede døre. Derudover intensiverede det afstandtagen fra eller undgåelse af ikke-muslimske bosniske flygtninge i lejren, som allerede på grund af krigens gang mistænkeliggjordes, samt en dominerende forestilling om, hvad det ville sige at udgøre en „rigtig/patriotisk bosnisk kvinde“. Alle disse sociale praktikker skulle med andre ord ses i lyset af forsøg på at imødegå en forventelig tilbagevenden til Bosnien og Hercegovina.

 For det andet henviser jeg til betydningen af en specifik diskurs om danskhed som synonym med enshed og lighed, hvilket placerede bosniske flygtninge øverst i et indvandrerhierarki, der opererer i relation til forestillinger om lighed og forskel med et dansk „os“. Denne situation var medvirkende til, at bosnierne på den ene side undveg social interaktion med danskere, i hvilke evt. forskelle kom i spil. Disse forskelle fortolkedes nemlig som udgangspunkt som kulturelle, hvilket brød med forestillingen om bosnierne som „ligesom os“, også selv om forskellene fx havde baggrund i personlige, kønsmæssige, sociale eller andre faktorer. Derudover ledte denne konstruktion af bosnierne som „ligesom os“ til undgåelse af og til tider direkte afstandtagen fra andre indvandrere/flygtninge og særlig andre muslimer, med hvem bosnierne delte social kategori, men som er placeret andre og mindre privilegerede steder i indvandrerhierarkiet. Denne praksis, som for­tolkedes som et udtryk for bosnisk arrogance, indbildskhed eller ligefrem racisme, kunne i stedet anskues som et udtryk for en succesfuld assimilering af bosnierne ind i en diskurs om danskhed, der opererer på baggrund af det binære oppositionspar dansk/ikke dansk, og som er med til at regulere tilhørsforhold, eksklusions- og inklusionsmekanismer i den danske velfærdsstat.

For det tredje har jeg identificeret det, jeg kalder „diaspora diskursen“ i Bosnien og Hercegovina, som det, der bl.a. placerer flygtningene i en ambivalent position i relation til deres oprindelsesland. Denne „diaspora diskurs“ ekskluderer bosniske flygtninge fra at være en rigtig del af „bosniske os“, der bl.a. skabes i modsætning til dem, der er flygtet. Diasporaer bliver i denne sammenhæng også defineret som arrogante, som anderledes og til tider som forrædere, der samtidig misundedes deres adgang til en for nogen mere attraktiv levestandard, sikkerhed og deres (i realiteten ikke altid så) lette liv.

Således kom de bosniske flygtninge til at indtage en ambivalent position, som både den konstituerende yderside såvel som til en vis grad den konstituerende inderside af dansk og bosniskhed og henledte desuden opmærksomheden på den skrøbelighed, som definitioner af tilhørsforhold bygger på. 

De beskrevne dynamikker opfattes til en vis grad forskelligt, afhængigt af, hvordan den enkelte Bosnier er positioneret i livscyklen, med hensyn til køn etc. De bidrager ikke desto mindre for nogle af bosnierne til deltagelse i og skabelsen af bosniske transnationale netværker og fællesskaber af formel eller mindre formel art.

I modsætning til, hvad de politiske debatter i Danmark synes at antyde, er tilhørsforhold relative og dynamiske. De skabes og genskabes over tid og forhandles kontinuerligt. I afhandlingens empiriske sammenhæng foregår disse processer ikke bare internt i de bosniske hushold, men også i relation til de specifikke og mere generelle sammenhænge, som husholdene og de enkelte medlemmer en del af over tid. Dette er en pointe, som gælder mere generelt, men fokus på flygtninge sætter de beskrevne processer på spidsen ved at vise, hvorledes mennesker der har mistet deres „hjem“, og i det lys er blevet nødsaget til at revidere deres opfattelse af tilhørsforhold, kontinuerligt arbejder sig hen imod skabelsen af nye tilhørsforhold og former for hjemlighed. Disse processer er ydermere indlejret i og formet af opfattelser af køn, livscyklus og ikke mindst præmisserne for anerkendelse i de forskellige sammenhænge, de er en del af. Flygtninge sætter således både foranderlighed og bevægelse i fokus, men belyser samtidig det menneskelige behov for en form for forankring af foranderligheden.