Det tidlige 20. århundrede var karakteriseret ved store migrationsstrømme fra Europa og Asien mod Nord- og Sydamerika. Blandt disse strømme er dansk og japansk udvandring til hhv. Argentina og Brasilien samt Peru et relativt uudforsket kapitel. Et fællestræk ved begge migrationer var, at udvandrerne skabte tætte migrantnetværk og etablerede stærke og ekskluderende migrantfællesskaber i modtagerlandene. Dette paper har til mål at udforske fællestræk, men også forskelligheder ved de netværk og kolonier, som danskere og japanere skabte i Sydamerika og sammenligne den rolle, som transnationale forbindelser (eller mangel på samme) til hhv. Danmark og Japan har betydet for efterkommernes selvforståelse som argentinere, brasilianere og peruanere. Paperet argumenterer, at dansk og japansk kolonidannelse i Sydamerika var udtryk for, hvad nogle migrantforskere kalder transplanterede netværk og fællesskaber, men foreslår også, at disse med årene har ændret karakter og tilpasset sig lokale forhold.