Danskhed er et vigtigt begreb i den aktuelle debat om integration af indvandrere i Danmark. Disse forventes at ikke blot tilpasse sig det danske samfund, men også skifte deres medbragte kulturelle bagage ud med dansk tradition og sindelag. Bag dette integrationsparadigme ligger en uudtalt antagelse om, at danskhed er kendetegnet ved en unik væremåde og et særegent livssyn praktiseret af specifik befolkningsgruppe i Danmark, og at denne befolkningsgruppe alene repræsenterer de legitime arvtagere af dansk kultur og historie. Der findes dog befolkningsgrupper uden for Danmark, som i forskellig grad gør hævd på at repræsentere danskhed, og som (i forskellig grad) gør brug af en sådan til at definere sig som etnisk (eller national) gruppe og markere kulturelle grænser i forhold til det omkringliggende samfund (eller resten af verden). Blandt disse findes grønlændere, færinger, danske pensionister i Sydeuropa, danskere udsendte i arbejdsmedfør, danskere bosat i Malmø, indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark, som vender tilbage til deres (eller forældrenes) oprindelsesland og efterkommere af danske udvandrere. Med udgangspunkt i den danske koloni i Argentina udforsker dette oplæg ikke blot, hvad danskheden betyder for dansk-argentineres etniske identitet i det argentinske samfund, men også hvordan dansk-argentineres brug af danskhed formidles og fremstilles af danske journalister, politikere og forskere og spørger, hvad dansk-argentineres krav på at repræsentere danskhed betyder for danskernes eget syn på, hvad det indebærer at være dansk, og hvordan integrationsparadigmet skal forstås.