Hundeliv

Det er sådan en plads, hvor folk promenerer og børn leger indtil aftenen falder på, en plads hvor man er sammen, selv om man går hver for sig i små grupper eller parvis. Bænkene er tomme nu, men fornemmelsen af de mennesker, som har siddet der i løbet af dagen, er stadig at mærke. Henne ved kirken er der en lav hæk, støvet af gruset, måske snarere et krat, når man kigger ordentligt efter. I lyset fra gadelygten ved hækken sidder en hund. Eller rettere: foran er det en hund, men bagtil forsvinder den ud i en uforståelig linje. Det er som har nogen ladet penslen trække malingen ud i en streg, efter at have opgivet at male hunden færdig. Den slæber sig hen imod os og efter os, da vi går forbi. Øjnene er mørke. Ikke en lyd siger den. Den må være blevet påkørt og bagkroppen knust indvendigt, det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Vi stiller os ved busstoppestedet, et stykke fra den, og venter mens det bliver mørkt. Ingen af os taler om det, vi har set.

En flok drenge, endnu ikke teenagere, kommer forbi. De standser op rundt om hunden. En smider noget hen til den, men hunden tager det ikke. Måske bare en sten. Hunden slæber sig hen imod dem, lidt i én retning, lidt i en anden. Drengene forlader den igen, deres glade stemmer drejer om hjørnet ved kirken og forsvinder. Et par biler kører forbi på vejen, og i det fjerne hører man nogen råbe og le. Lydene kommer enkeltvis og afmålt. Et par kommer forbi. Han ser handlekraftig ud, men står blot med armen om hende og iagttager hunden, før de går videre. Senere kommer en gruppe mænd på vej hjem fra fodbold. De går forbi uden at ænse den, optaget af deres snak og måske beruset af både mandighed og brændevin. Vores bus lader vente på sig. Alene med sig selv begynder hunden at hyle. Lyden stiger opad i en tynd stråle, uden at blande sig med gruset, hækken, bænkene og varmen fra dagen der gik. Staklen sidder bare ret op og ned på sin udefinerede underkrop. Da bussen kommer, forlader også vi den.

Vi kører gennem natten, og sørgmodigheden blander sig med træthed. Jeg svigtede den, det ved jeg. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg har aldrig slået så stort et dyr ihjel. Jeg spekulerer på, hvorfor ingen gjorde noget. Tankerne glider videre til andre elendigheder, jeg har været vidne til uden at gribe ind. Som den dag hvor vi var en busfuld på stranden, og en fulderik faldt om i solen. Han døde, fordi ingen af os gjorde sig den ulejlighed at få ham hevet ind i skyggen. De hentede ham sidst på eftermiddagen. Men der er også Maria, som vel egentlig føler sig ensom? Og Marcello. Og Neta. Vinduet er åbent og natteluften lakridsagtig kølig. Vi nærmer os kvarteret, hvor vi bor. Bebyggelsen er igen blevet tættere. De andre gør sig parat til at stige af, og jeg kommer også på benene. Da vi stiger ud, er gaden endnu fuld af liv. Vi smutter igennem mylderet ved stoppestedet og går væk fra hovedvejen, ind i mørket.

Der er mange hunde i kvarteret, hvor jeg bor. Man hører dem mest om morgenen inden daggry. Først høres hanerne, som galer mens det endnu er nat. Så gør én hund, en anden, en tredje. Snart udspiller der sig en hel koncert. Har man først vænnet sig til larmen, er den beroligende.  Hundene indtager dagen, længe før menneskene går i gang. De er lænkede, nogen af dem, andre bare spærret inde. Det er som om de lever det liv, deres ejere ikke vil leve. Som om nogen skal leve det, og det er blevet hundenes lod. Man kan undre sig over, at de ikke bider noget oftere. Der må være dage, hvor lysten til at løbe langt og lugte nye lugte bruser op i dem. Strejfe rundt med næsen mod jorden eller strække ud i hurtig fart for derefter straks at vende om og undersøge et lokkende hul i jorden. Der må være spark, som vækker vrede, og stemmer som kalder på beskyttelse. Burde de sættes fri? Og dog, hvordan skulle de kunne klare sig uden ejere? Ensomheden er skræmmende.