Hedefortællinger

Annette har inviteret os på vandring på den hede, som hun kalder sin. Hun er en af de vandrehyrder i Vestjylland, der med teknikker som målrettet afgræsning med får og afbrænding, forsøger at genskabe en varieret hede. Annette, hundene og fårene har i otte sommersæsoner bevæget sig i og med landskabet, og formet hedens udvikling fra uafgræsset, til en hede med kuperet lyng og sjældne arter. Af de mange bevægelser i landskabet er nogle synlige, som Annettes taktfaste gang og vestenvinden, der med sin kraft tvinger bevoksningen mod øst. Andre bevægelser putter sig i jorden, i tiden og i erfaringen. Men de er alle en del af den rytme, der gør heden til Annettes. 

Det tavse orkester 

Vi træder tunge skridt op ad bakken, regnbukser knitrer i takt med en ustadig gang. Jorden er knudret her på stedet, den er våd og mættet. Glat plantemateriale skrider under fødderne. Heden ligger femoghalvfjerds meter over havet, og her fra toppen af Kjelderbakke burde vi kunne se helt til Ringkøbing Fjord og klitterne langs Vesterhavet. Men november har lagt sig over landet, og heden er i dag pakket ind i en tung tågedyne. Horisonten smelter sammen med hedens lave bevoksning; revling, lyngbuske, gråt, brunt, og vinden løber vildt i det udstrakte landskab. 

“Jeg udtrykker min taknemmelighed her” siger Annette, mens hendes nakke langsomt falder tilbage, øjnene lukkede og vendt mod en grå himmel. Hun beskriver, hvordan farver af rødt, orange og rosa danser bag hendes øjenlåg. Støvregnen har lagt sig i små perler på Annettes uldne pandebånd. Vi og hyrdehundene slutter en ring omkring hende, står lidt i stilhed. Jeg prøver at lukke mine, lægger nakken tilbage i en bevægelse, der imiterer Annettes, men der sker ingenting. Bag mine øjenlåg spejler hedens gråbrune nuancer sig. Jeg undrer mig over, hvad det er, der danser bag Annettes øjenlåg. Hvilken rytme bevæger lyset sig til? Hvad udgør tonerne i dette tavse orkester, der gør farverne varme på en grå novemberdag?

Dyrene og arbejdet 

Det har regnet så meget, at en vandpyt er blevet til et vandhul. Vandhullet ligger i en lavning, vi kan kigge ned på det her fra bakken, hvor vi står. Hyrdehundene er løbet i forvejen og springer nu legende om hullet. De har fundet resterne af et gammelt kadaver, som de har splittet ad. En har taget fat om kæben fra det dyr, jeg ikke kan genkende. En anden en knogle, der kunne være fra et ben, et lår. Nu jagter de legende hinanden om hullet, mens tænderne endnu griber om benene.

Annette elsker sin ældste hyrdehund Tess. Hun fandt hunden hos en anden, hvis stemme var for hård til at Tess ville adlyde. Annette syntes, at det var synd for hende, at hun ikke blev brugt, når hun så gerne ville. Helt sitrende ivrig efter arbejdet med fårene. Hun er gammel nu, Tess. Annette er også blevet ældre siden hun overtog heden for otte sommersæsoner siden. Det var ikke en stor plan, men en række af tilfældigheder, én bevægelse der førte til den næste, der i sin tid forenede Annette og heden. Hun beskriver samarbejdet og rytmen mellem hund og hyrde, hvordan det kan noget specielt med fårene. Hyrdinde, hund, får, som i hyrdens kommando forenes i en fælles bevægelse. Der er en særlig forbindelse mellem menneske og får, siger Annette. At det ikke er tilfældigt, at man i biblen beskriver menneskene som en fåreflok og Jesus som en hyrde. At man skal opbygge en tillid mellem sig selv og fårene, for de kommer ikke bare af sig selv, som hunde og geder gør det. Roen skal man overtage fra fårene og beskytte hos dem. Man skal fortælle dem, at det ikke er farligt med haren, der springer forbi, for ellers farer de op. Annette synger til fårene og fløjter til hundene, så arbejder de bedre. Det er en praktisk omsorg, der limer Annette til hendes virke. 

Tidslighed 

Jeg følger hundene med øjnene, de løber let og frit. En pote skrider på kanten af vandhullet med en plaskende lyd, men hunden ænser det nærmest ikke, den stryger videre gennem landskabet.  Hundene slår ind på en rande, som skærer sig igennem heden, så man kun kan se ørerne, ryggen, de dukker op og forsvinder igen. Annette fortæller os, at randen er spor trukket af vogne gennem tiden af de bønder, der ligeledes har bevæget sig her og har haft en relation til dette sted. Som hundene, kender hun sporene og den knudrede jord. Hun tilpasser sin gang til sporene, siger, at man skal gå med en bestemt skridtlængde over dem, for at bevægelsen passer til landskabet, som blev formet af dem før hende. Cirka en halv meters skridt på tværs af sporene. Hvis hun lukkede sine øjne nu, ville hun stadig være sikker i sine bevægelser. 

Sporerne er gamle og skærer hen over heden, syer det knudrede landskab sammen. De er sunket ind i landskabet, dværgplanternes bevoksning har omsluttet dem. Når blikket fæstnes længe nok på landskabet, dukker et mønster af lave jordvolde og terrasser op. Ligesom sporene, er mønstret sunket ind i landskabet, som var en dyne af lyng lagt over den oprindelige form. Annette fortæller med stolthed i stemmen, at mønstret er et gammelt agersystem. De fremtræder som små, kuperede, knoldede marker, omgivet af lave jorddiger. Agrene er skabt for mere end 2000 år siden efter rydning af skov og overdrev. Sporene som hundene løber ad, følger systematisk det gamle agersystem. På Kjelderbakke løber konturerne af en fordybning, Annette fortæller, at det er en grav fra gammel tid. Den borer sig 2,5 meter ned i bakken og er som et ar i landskabet. Graven holder på hemmeligheder, i jorden under os gemmer der sig stumper af brændte flintøkser. Vinden rusker insisterende og tågen føles lidt tættere. ”Her har stået nogle før mig” siger Annette, efterfulgt af en stilhed, som hidkalder alle stedets spøgelser. Så begynder heden at hviske. Flinten hvisker om systemgravene, der bugter sig langs Kjelderbakkes skråning. Hvordan den blev lagt på bunden af graven, måske ved siden af dyreknogler, ofte kranier, lerkar og andre genstande. Når flinten brændes, bliver den hvid, sprænger og krakelerer på kryds og tværs. Smældet fra den sprængte flint kunne være en markering af en overgang, og vidner om en tid, hvor kultiske traditioner og ritualer har været en central praksis. De gamle agersystemer hvisker om, hvordan de hvert forår blev tilsået med gamle sorter som hirse, byg, havre og hør, blev høstet og opbevaret i lerkar i de beskedne huse. Egetræ blev brugt til tagstolperne i husene, vægge og gulv kunne bygges af mindre tømmer, ler og sten. Ildstedet var stensat og lerbelagt, taget kunne være af revling og lyng. Som vinden løber stemmerne i landskabet. En formende kraft, som sætter sine spor og skaber stedet over tid. 

En omsorgsakt

Annette viser os vejen til guldblommen. Den er én af de sjældne arter, som holder af hedens næringsfattige, let sure jord. Selvom den blomstrede i juni, og det kun er guldblommens grønne roset, der viser sig, genkender Annette den let. De furede, smalt æggeformede blade breder sig i buketter op ad en gravhøj. Skepsissen i hende, da jeg naivt spørger, om jeg må plukke et eksemplar. I forlængelse af guldblommens buketter er en lille indhegnet plet på 2x2 meter. I den er bevoksningen vild, høje græsser lægger sig over lyngen. Den lille plet viser en uplejet hede, som Annettes får, ikke har afgræsset. Annette har indhegnet den som et minde om hedens tilstand, før hun og fårene kom hertil.

Annette taler om erfaring og intuitionen både med dyrene og landskabet. Erfaringen bevæger sig langsomt, den følger fårene, sæsonerne og hundenes lystren og lydighed. Erfaringen er at kunne læse lyngens trivsel og bruge det som pejlemærke for, hvornår heden skal slås, afgræsses, afbrændes. Det er en voldsom omsorg, når heden brænder i marts. Helst i mosaikker, helst kontrolleret. Erfaringen er at kunne genne fåreflokken uden om de sjældne arter, guldblomme, ulvefod, gøgeurt. Hvis Annette ikke vandrede på denne hede med sine får, ville den ligne den lille, vilde plet. De aggressive græsser ville være en dominerende art, og lyngen ville stå til, vokse sig gammel og senil med træagtige stængler og minimal blomstring. Når lyngen bliver senil, mister den sin livskraft og dør. Den repræsenterer et landskab, der kalder på interaktion og gensidighed. Et sted, der gennem tiden er blevet brugt tid på at bevæge sig i og med. Heden har brug for forstyrrelse for at overleve. Den er skabt af kontinuerlig bevægelse og interaktion gennem tid, som en beholder for affekter, tidlighed, erfaringer, praksisser og læring. Det er et landskab, som Annette bevæger sig i og med, og det er denne forbindelse, jeg tror, der får farverne bag Annettes øjenlåg til at danse.  

Alle fotos: Ulrika Hamborg Kristiansen