Eftervækst

en tekst om sorg

og hvordan dem som vi savner allermest, lever videre i os 

og det vi giver videre til hinanden 

Det er løvspring, og vinterkaprifolien er begyndt at blomstre. Nu dufter det lille spot foran den spiselige have af parfume. Jeg følger min fars koreografi gennem haven, som jeg har gjort mange gange før. Han napper et blad sankthansurt og rækker mig det i flad hestehånd uden at sige noget. Han plukker et nyt og smager på det, aer planten og dufter til sin hånd. Vi leger kongens efterfølger, men det tror jeg kun det er mig, der ved. Om vinteren er haven brun med bare pletter af jord. Nu er den dækket af grønt. Min far er en vegeterende plante, der vågner i takt med foråret. Som stauderne, der visner om vinteren og kommer igen med lyset. Han suger solens kraft og strækker sig mod himlen i forårets milde eufori. Mange nye planter er kommet op, siden jeg var her sidst, så jeg mimer min fars bevægelser gennem blå- og hvide anemoner, våriris, japansk kirsebær og kærmindesøster.

Min opmærksomhed er svævende, som fuglene, der synger over os. Men så stopper vi op og kigger på en mur af bambus, der er mindst otte hoveder højere end mig. Den sorte bambus kom efter sigende til Danmark via en tysk planteskole i 1921. Populariteten voksede og snart havde den sorte bambus spredt sig på tværs af haver i hele landet. Nøjagtigt 85 år efter dens indtog i Danmark, skete der noget ganske særligt. I 2006 sprang bambussen ud (Strid og Stefánsson 2024). Overalt i landet var bambus i flor, forbundet med den samme moderplante. Min far fortæller mig, at det kun sker én gang i en bambus’ livsbane. Det er sådan man ved, at den snart vil dø. I takt med dens afsked spreder planten frø, som garanterer artens fremtidige overlevelse. Når den er afblomstret, vil den langsomt visne. De stærke grene vil forvandle sig til nøgen jord. Under jorden vil bambussens rødder gribe stædigt fast. Først et årti senere vil de rådne rødder forene sig med jorden. Jorden der skal nære de frø, som planten akkurat nåede at smide inden dens død. På den måde forenes planten med frøene, og frøene bliver vidner om plantens liv, der engang var, men ikke længere er.

Plantet i jorden, står jeg og beundrer den store bambus i haven. Min far fortsætter havevandringen uden at vide, at han har sået et frø i mit hoved. Det spirer med tanker om livet og døden. Bambussen levede et fuldt liv før den afblomstrede, og med sin afblomstring nåede den at melde sin afsked, så bambus-kendere vidste, at der ikke ville gå længe før den ville falde sammen med frøene i jorden. Ikke alle afskediger er lige så lette.

 

01:53

DET ER MIT HOVED, DER SPILLER MIG ET PUS

DET ER IKKE SANDT, DET VED JEG

VINDUET ER LUKKET, DET HAR JEG TJEKKET

HASPERNE ER LÅST, DEN ØVERSTE OG DEN NEDERSTE

JEG HAR LYST TIL AT TJEKKE IGEN, MEN IKKE FOR GODT

MÅSKE JEG I SØVNE KUNNE KOMME TIL AT ÅBNE DEM

OG VED EN FEJL SPRINGE UD

I DET KOLDE MØRKE

 

Den utidige død er ikke til at bære. Den er svær at finde ord for, for den føles så uvirkelig, selv år efter den er sket. Jeg plejede at tro, at døden var en slutning, et punktum. Sådan har jeg det ikke længere.

 

En sommerfugl

foran din gamle opgang

En solstråle

når vi sidder ved din grav

Dit lys 

lever videre i syrenen

nærer hængebøgen

og de hvide bellis i græsset

Du findes i alt

foreviget i livets cyklus

i frøene, i os

 

Min far fortæller mig, at bambussens rødder kan være svære at fjerne. De bliver stædigt i jorden, indtil de rådner og forener sig med den. Det kan tage op til 10 år, og på det tidspunkt vil frøene til en ny plante være spirene. Der kan være overlap, hvor nye bambusskud vokser hurtigere end de gamle bambusrødder forsvinder. Det vil sige, at under jorden rådner rødder, mens spirer skyder frem. Bambusplanten er rådnende og groende, døende og levende, på én gang.

Magnolia er den eneste i gruppen, jeg ikke kender. Alligevel er det mig, hun betror sig til. Jeg spørger forsigtigt ind, for jeg kan fornemme, at noget presser sig på hos hende. Omkring os er der en bue af støj. Den er smeltet sammen i et mix af grin, anekdoter og frosne drinks, der flyder alle andre steder end i glassene. Vores samtale er som en støjdæmpende boble i rummet, den føles vigtig, og vi formår at lukke os om opmærksomheden på hendes erindringer og på mine. Vi taler om sorg og om at miste. Det overrasker mig, hvor hurtigt samtalen kom herhen. Hun fortæller mig om hvordan et liv kan gro sig gammelt og smukt, hvor døden kan være en lykkelig slutning, måske endda en lettelse. Vi taler om hvordan nogle er forberedt og når at sige farvel, mens døden for andre rammer som et chok og vender hele ens verdensforståelse på hovedet.

 

Når jeg griner, tænker jeg, undskyld

jeg er glad

det var ikke meningen, jeg har ikke glemt dig

Tårerne presser stadig bag mine øjne

som et bevis for min sorg

Den findes derinde, men jeg holder den tilbage

så ingen kan kigge på mig

med deres trøstende blik

 

Magnolia bliver berørt, da vores øjne mødes. Jeg fortæller om mit selvstudie, om hvor befriende det føles at skrive om alt det ved døden, der er så svært at forstå. Hun nikker genkendende og siger: “Jeg har kigget efter litteratur jeg kan spejle mig i… men jeg kan ikke finde noget, der passer på hvordan jeg har det”. Jeg spørger om hun selv skriver, og det gør hun. Det er ikke noget hun nogensinde har fortalt nogen om og hun er ikke klar til at andres øjne skal læse hendes skriblerier. Alligevel er hendes egne ord de eneste, hun kan spejle sig i. Skrivningen er ikke noget, Magnolia bruger for at komme videre, men noget hun vender tilbage til igen og igen. “Jeg skriver lidt og glemmer det igen. Efter noget tid tager jeg det frem og genlæser, hvad jeg skrev”. Magnolia fortæller mig, at hun på den måde mærker følelserne på ny og hvordan sorgen har flyttet sig. Det er en måde, hvorpå teksterne ikke bliver en afslutning, men en rytme, hvor følelserne får lov at være, forsvinde og vende tilbage i forandret form.

 

Hængebøgen, den krogede syren, syrenen i os

vokser som kaprifolium

blomstrer pludselig

en forårsdag

om vinteren i hi

Sådan går jeg også

ind og ud af sorgen

med eftervækstens grene i mig

 

Jeg tænker på bambussen, og om vi mennesker efterlader et lignede aftryk, når vores livsbaner ender. Jeg forestiller mig, at den meningsløse død rodfæster sig i de efterladte og skal rådne op, før kærligheden, som de bebor, kan følge trop. For hvad hvis vi mennesker (også) sætter frø inden vi dør. Frø af kærlighed, der bliver sået i de efterladte, og kan mærkes som en trykken i maven og i brystet. De modarbejder vejrtrækningen og prøver at stoppe appetitten. De sorgfyldte ser ikke ud af meget. Minder måske om en knold, en losset stub eller en krøllet rod i den bare jord. Men dem, der kender dem, ved, at en ny plante er på vej. De dødes rødder holder stædigt fast i os og får fremtiden til at synes mørk og tung. Men som tiden går, vil rødderne rådne og blande sig med os. Savnet vil flyde over i tårer, som dråber af vand, der får frøene til at spire. Små lysegrønne skud af grin vil komme frem med solens lys, atter få vandet til at flyde, og grene til at vokse. Måske mister vi ikke dem, som vi sørger over, tværtimod kan det tænkes, at de forenes med os og lever videre i os. Det lille frø vil for evigt forandre os. Vores grene bliver stærkere og vores rødder stikker dybere, end hvad vi troede muligt.

 

03:42

I MIN HJERNE GROR DER MARERIDT

AF TANKER JEG IKKE KAN STYRE

I SØVNE ÅBNER JEG HASPER OG SPRINGER BLINDT UD I MØRKET

MED ET HAMRENDE HJERTE

HIVER JEG DYNEN OVER HOVEDET

OG KNIBER MINE ØJNE I

 

Magnolia fortæller mig, at hun er angst for at dø. “Det er svært at tale om. Jeg prøver normalt ikke at tænke på det, men det er egentlig meget rart at høre, at jeg ikke er alene om at have det sådan”. Angsten for døden fylder i hendes hverdag. Hun tænker på døden, når hun kører i bus, når hun kører i tog og når hun, en sjælden gang imellem, flyver. Hun frygter angsten, når hun befinder sig i en ny by, og hun mærker den, når hendes søster siger farvel i stedet for på gensyn. Nogle gange holder den hende vågen om natten, andre gange skænker hun den ikke en tanke. Men den bor i hende, angsten, og sommetider, bor den også i mig.

 

04:18

I SPEJLET PÅ BADEVÆRELSET

RØDSPRÆNGTE ØJNE

DET ER MIT HOVEDE

MONSTERET I MIN HJERNE

DER HÅNER MIG MED HASPERNE

SOM ET USKYLDIGT VÅBEN

MOD MIG OG MIN SØVN 

 

Magnolia har en tese om, at det er angsten, der gør, at vi begge leder efter tegn og prøver at skabe mening, selvom vi godt ved at det rationelt ikke kan lade sig gøre at regne sig frem til skæbnen. Foruden deres død, havde vi ikke holdt fast i de små tegn på deres afsked. Som deres ordvalg, samtalerne og deres blikke i den sidste tid vi delte sammen. Alt får en anden betydning efter tabet af en kær. Magnolia fortæller mig, at selv en latterlig SMS, læses med andre øjne. “Forresten: Er du startet kørekort?”, læser hun op fra sin telefon. Hun døde i en bilulykke 19 dage senere. Hun blev 19 år gammel. Hos Magnolia fylder tvivlen, uvisheden og tomheden. Vi diskuterer, hvorvidt det er tegn eller om det er os, der forsøger at skabe mening i noget, der er meningsløst.

 

Otte dage før din død

til fødselsdag

en aften i april

 med samtaler til solen stod op

og bobler i maven på cykelturen hjem

Den sidste dag med dig

og du skinnede på os alle sammen

som lyset i lamperne der bliver skarpere når jeg skriver det her

er det dig

der sender tegn

er det mig

der søger mening

 

Alt, hvad Magnolia troede fremtiden skulle bringe, har pludselig ændret sig. Det menneske, Magnolia kiggede ind i en fremtid med, ligger i jorden. Hun kommer frem gennem tilbageblik, stemninger og dufte, men deres fremtid afhænger nu af Magnolias fantasi.

Jeg forestiller mig små kapselformede frø, hvor de, der blev taget fra os bor. Ligesom cyklusserne af deres efterliv giver liv for at nyt kan vokse, vokser de samtidig i os. Deres kroppe forgrener sig med regnormen, solsorten og sommerfuglebusken. Og som en genfødsel, tager vi, som de døde, hul på en ny sekvens i vores livsbane. I symbolsk forstand lever deres liv videre i vores. For forbindelsen er ikke brudt selvom livet blev taget fra dem. Som små frø gror de i os. I maven, i muskler og i hår. Gennem frøene, fylder de os med kærlighed og giver os håb. Og vi sår nye frø, der får dem, vi meningsløst har fået taget fra os til at leve videre i hinanden. Langsomt, vil frøene blomstre i os, hvorefter vi kan give dem videre og sprede deres frø, så vi kan leve videre i hinanden, krydse livsbaner og for evigt genopstå i det vi giver videre.

 

05: 24

…

…

 

Katten Ælling strejfer mit ben og giver kald til at klø den bag øret. Jeg vågner op fra mine tanker og får øje på min far bag kvædetræet i bunden af haven. Han er i gang med at hive skvalderkål op af jorden og klager over rådyr, der endnu engang har spist blomsterhovederne på de tulipaner, der ikke nåede at springe ud. Jeg bevæger mig derned, men bliver forstyrret af Ælling, der får øje på en mus i det høje græs og springer uforstyrret gennem beplantningen. Jeg har stadig et blad sankthansurt i min hånd, så jeg nulrer det mellem fingrene og dufter til det. Solen varmer mine kinder, og jeg kan høre en spætte hugge rytmisk i grantræerne bag haven. Alt omkring mig er levende, men med en spire i døden, som en form for eftervækst.