Jeg prøver at forstå,
hvornår jeg begyndte at lave argumenter. Måske var det en sommer,
hvor græsset visnede og blev brunt. Jeg husker dit ansigt,
jordpletter og stikkende strå,
vi snakkede om menneskeskabte klimaforandringer. Menneskeskabt skyld?

Engang drømte jeg om at få børn. Jeg ville være mor.
Ligesom min mor, der var mor til mig og min bror. Ligesom min mor, der elskede os, ville jeg gerne elske mit eget kød og blod
Kan man sætte overskrifter på det?
Er børn? 

kærlighed?

mirakler?

meningen med livet?

Hvorfor begyndte jeg at lave argumenter imod?

 

Min mor

Min mor er den største forkæmper for, at jeg skal få børn. Hun fortæller mig, at det gav hende den største glæde i livet at få mig. Når jeg er ked af det, kan hun finde på at sige, at det bliver bedre, når jeg får en kæreste og børn.
Hun forstår ikke, at det alene er tvivlen, der kan gøre mig ked af det. Kan jeg overhovedet bringe børn til denne verden? 

Jeg føler, at verden går i stykker omkring mig, men at alle er frosset til is. Ingen ved, hvad vi skal gøre, når september er den varmeste nogensinde, eller når novemberregnen slår rekorder. Jeg bestiller flybilletter til Texas med mine venner og glæder mig til at opleve verden. Samtidig tænker jeg på, at jeg ikke kan få børn, når jeg gør sådan noget. Når jeg på den måde bidrager til verdens forfald.
Når min mor siger, at hun synes, jeg skal få mig et barn, har jeg lyst til at fortælle hende, at det kan jeg kun, hvis jeg kan vise barnet en verden, der stadig er fantastisk. En verden, der stadig er mulig at leve i. Men det er svært at finde de rigtige ord.
Hun ved ikke, at jeg nogle gange ville ønske, at hun aldrig havde sat mig ind i denne verden.

Jeg er vokset op i tid, hvor verden står ved en skillevej.
Og det barn, jeg potentielt vil få, kommer enten til at leve i en dystopisk eller en utopisk verden.
Hvis jeg bringer et barn til verden, kan det i teorien være fantastisk. I teorien kan vi have klaret de globale økologiske kriser, og skabt fred i krigsramte lande, og jeg kan vise barnet Texas, Malaysia og Palæstina.
I teorien kan det også gå helt omvendt, og det barn, jeg får, vil ønske at det aldrig var blevet bragt til verden.

Børn i Gaza

Et hospital i Gaza blev bombet, og jeg så en dokumentarfilm om krigen i Syrien.
Den handlede om, hvordan et civilt hospital blev bombet, og personalet gravede gange under jorden for at have et sted, de kunne behandle ramte børn.
En af lægerne i filmen, en kvinde, spurgte sig selv, hvorfor man dog får børn i denne forfærdelige verden.

 

Plastisk frugtbarhed

I Danmark bliver der født 1,7 barn per kvinde.
Man måler børnefødsler på kvinden alene, men i realiteten betyder det, at to bliver til 1,7. Det er en underlig måde at regne på, og jeg forestiller mig det barn, der kun er 0,7.
Jeg ved godt, at det ikke er det, det betyder.
Det betyder, at vi får færre børn, end vi er danskere.
Men jeg ved ikke, om årsagen er, at vi ikke vil have børn.
Eller at vi har sværere ved at få børn.

Jeg googler ‘fertilitet i Danmark’, åbner en artikel fra KristeligtDagblad.dk. En læge siger noget om, at det er en skam, at hvert 10. barn er lavet på hospitalet. Og ikke i en dobbeltseng.
Kunstige hormoner, tænker jeg, og forestiller mig mine æggestokke visne, hvis jeg venter for længe med at få børn.

 Der er nedsat frugtbarhed i Danmark, ja egentlig i det meste af verden. Forskerne påstår, at det er et mysterium hvorfor. Men jeg tror ikke på dem. Jeg tror godt, de ved, at den måde vi lever på ikke er fantastisk for fertiliteten.
Hormonforstyrrende stoffer i plastiklegetøj og -emballage.
Vand forurenet med medicinrester, PFAS og pesticider. Heldigvis kan man få en sprøjte plastisk frugtbarhed, der måske kan hjælpe hormonerne den rigtige vej, hvis børnene ikke kommer af sig selv.

 

Gulvet i mit barndomsværelse

Jeg var 16 år
Jeg lå på gulvet
Ved siden af sengen
Med øret mod de lakerede brædder Dunk, dunk, dunk
Min mors hæle mod det hårde gulv
Nullermænd formede grå snemænd under min seng
Hun trippede udenfor min dør, hun ville høre, hvordan det gik
Jeg krøllede mine ben op under min hage, knæene kunne næsten røre min pande, når jeg krummede nakken

 

Refleksion over liv

I dag er jeg næsten voksen. Med tryk på næsten.
Jeg siger til mig selv, at man først bliver voksen, når man har fået børn. 

Jeg har i mange år troet, at mor var en titel, jeg aldrig skulle have.
Hvornår begyndte jeg at lade den tanke fylde i mig? Var det dengang jeg var 16 år, og de sagde mit navn, da det var min tur. Langsomt tog jeg mine bukser af, mine underbukser af, lagde mig på briksen. På skærmen ved siden af, kunne de se mig indefra. Æggestokkenes underlige form. Kulsort og død. 

Noget inden i mig var gået i stykker. 

Jeg blev erklæret dysfunktionel og ikke på denne der ’du har brug for briller, så kan du se’-måde, eller ’vi retter lige dit skæve smil ud med en bøjle’-måde.
Nej, jeg blev erklæret permanent og uoprettelige dysfunktionel.

“Vi kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Men det ser ud som om, det godt kan være, det bliver svært for dig at få børn”, sagde de. Mens jeg tog mit tøj på, lovede de mig, at de med hormoner helt sikkert kunne fikse mig, hvis jeg besluttede mig for, at jeg på et tidspunkt ville have børn. Jeg tog hjem. 

Min mor har mange gange siden fortrudt, at hun ikke tog med mig ind på hospitalet. Jeg tror, hun ser min skrøbelige krop for sig.
Jeg tror, hun tænker, at det var dem, der med ord tog noget fra mig. Men hun forstår ikke, at det er mig selv.
At jeg forestiller mig hormon-indsprøjtningerne, der kan give mig et barn, og hader det.
At jeg kun var 16 år, da jeg fik det at vide og hader, at jeg skulle forholde mig til det allerede der.
At jeg siden har tænkt, at den måde, vi lever på, både er skyld i, at vi har sværere ved at få børn, men også skyld i, at de børn vi får, kommer til at leve i en mere usikker fremtid.
At det er mine tanker om vores døde planet, der får mig til at gå i stykker.

En tur til Sverige

Jeg fik en kæreste, da jeg var 18 år. Jeg elskede ham meget højt, men argumenter imod at få børn havde allerede plantet sig i mig. Jeg fortalte mig selv, at det var det rationelle valg, mens jeg hørte radioudsendelser om klimakrisen. “Det er egoistisk at få børn”, sagde jeg til min kæreste, og vi gik fra hinanden. Vi var i Sverige med hans familie, og mens han roede ud på en sø for at være alene, gik jeg gennem den brune skov. Stædige tanker om jordens forfald snoede sig fra mit hoved til spidsen af mine tæer og kvalte den lille pige, der med alle sine bamser legede far og mor og børn på mit barndomshjems stuegulv. “Egoistisk?” havde han spurgt, og jeg tænkte, at jorden bliver mere og mere giftig, og de små bamsebørn dør, når de er blevet for store til at sidde på skødet. Det fortalte jeg aldrig min kæreste. Måske havde han kunnet forstå min modvillighed mod at sætte flere individer ind i denne verden.

Etnografisk Eksploratorium, CSS

Jeg tænker meget på børn for tiden. Min storebror har lige fået en lille pige. Jeg bliver ved med at synes, det er svært at forholde mig til, at han nu er far. Jeg snakker med en pige i pausen, og hun siger, at hun synes, at børn er fascinerende. Jeg har lige fortalt hende, at jeg synes, det er svært, det der med børn. Der er så mange argumenter. Hun siger, at det er et spændende emne, “Hvorfor fravælger nogen at få børn?”, og viser mig en video med to klimaaktivister. “Det er vigtigt at vise politikerne og dem, der er ældre end os, hvor meget, det påvirker os. At det her ikke er hysteri. Det her er et spørgsmål om lysten til at leve i den verden, vi har”, siger pigen i videoen. Jeg tænker på en samtale, jeg havde med to psykologistuderende til sidste fest på universitetet om børn og klimakrisen. “Ventesorg”, kaldte de det, hvis børn var noget, man egentlig ønskede sig, men alligevel var noget, man ikke kunne få sig selv til.

Dengang jeg gerne ville være mor

Jeg gik i skovbørnehave.
Min far var skovmand.
Min mor tænkte, at det sikkert ville være godt for mig at få et forhold til naturen.
Vi legede far og mor og børn. Jeg sagde, at jeg gerne ville være faren, for i mit eget hoved havde jeg en dyb stemme. Laura sagde, at hun gerne ville være lillesøsteren, og jeg tog en pind i munden. “Det er min pibe”, sagde jeg, “farvel, jeg skal på arbejde”. I virkeligheden ville jeg jo gerne være moren, ligesom jeg var for mine dukker derhjemme. 

Det var sommerferie, så vi var ikke så mange børn i børnehaven. Solen skinnede gennem trækronernes grønne bøgeblade, og under mig knaste kviste og brune blade.

Min brors pige

Min bror ringer og siger, at jeg skal komme og besøge dem igen snart. Men jeg har ikke lyst. Eller selvfølgelig vil jeg gerne se dem, men jeg har ikke lyst til at blive mindet om, at jeg måske gerne vil have børn.

Vi kalder hende stadig Blyp, selvom hun har fået et navn.
Jeg græd første gang, jeg holdt hende, selvom hun lugtede lidt af rådden navlestreng. Hun var kun to uger.
Da corona ødelagde nytårsfester for de fleste, var det et udbrud fra min brors kæreste, der ødelagde det for mig. Vi havde fået lidt for meget vin, begge to, og hun spurgte mig, hvorfor jeg ikke ville have børn. Om jeg kunne finde på at blive sur på dem, hvis de fik børn.
Hun sagde det ikke for at gøre mig ked af det, det ved jeg godt. Men jeg følte mig bare så misforstået.
Sagen er, at jeg i mit hoved ikke tillader at have lyst til at få børn.
Men jeg er bange for at min krop kommer til at få lyst til det.

Livmoderen

Hun havde en t-shirt på med en illustration af en livmoder. Jeg kan ikke huske, om hun selv havde syet livmoderen på stoffet. Om det var palietter eller print.
“Jeg kan mærke min livmoder kalde på at få en baby”, sagde hun, mens vores højskolelærers lille pige løb forbi os på stengangen. Jeg sagde ikke noget, gnubbede spidsen af min gummisko mod stengulvet og tænkte på, om min livmoder var død.
I mit hoved begyndte jeg at svare på hendes kommentar

at man har mindre tid til sig selv, når man får børn, jeg vil så mange ting
at man som kvinde ofrer sin krop, den bliver aldrig den samme igen
at livskvaliteten bliver forringet

Men jeg sagde det ikke, for jeg vidste godt, at hun også har ret til sin følelse. Børn giver jo mening til livet.

Men skal jeg virkelig putte børn ind i denne verden for at give mening til mit?

 

Adoption?

Jeg krammer min gravide veninde. Hendes mave er stor og skaber afstand imellem os.
”7 måneder”, fortæller hun mig. Det er skørt at livet på den måde vokser inden i hende. Jeg har svært ved at forestille mig følelsen af at være gravid.
Hun er smuk.
Strålende.
Glad.
Og jeg bliver en lille smule ensom ved tanken, for hvad nu, hvis det aldrig bliver mig?
Hvad hvis jeg ikke bliver i stand til at skabe en familie?
Jeg tænker på min barndom.
Bare tæer i græsset.
Rød saftevand i plastiksugerør.
Min storebror, der giver mig en lammer på bagsædet af bilen, så tårerne stille triller ned ad mine kinder.
Jeg ser min fremtid gennem min fortids tryghed og traumer. Uvisheden om en anden fremtid skræmmer mig. Min fremtid bliver et spejl af, hvor jeg selv kommer fra.
”Du kan jo altid adoptere”, siger min veninde.
Det er et dilemma, jeg prøver ikke at forholde mig til.
Hvor vigtigt er det for mig, at jeg skaber en familie med nogen, jeg selv vælger?
Hvor vigtigt er det for mig, at jeg selv bærer barnet?

 

Kvinde kend din historie

Det er lidt skørt at tænke på kvindekroppen. Det er sådan en underlig ting, at den kan producere nyt liv.
Det er lidt skørt at tænke på, hvad det betyder, at det er kvinden, der føder barnet. Moderskab. Jeg bladrer i en bog, min roomie har glemt i stuen. Kvinde kend din historie, hedder den. 

‘I Middelalderen var det fatalt, hvis en adelig kvinde ikke kunne få børn. Hendes værdi lå nemlig alene i at kunne føre slægten videre. Samtidig var det livsfarligt, hver eneste gang en kvinde skulle føde - både for moren og for barnet’  [i]

Jeg tænker over, hvor glad jeg er for, at det på en måde er et valg, jeg har. Eller at det i hvert fald ikke er dét alene, der skal kunne give mig en værdi i livet. Jeg bladrer videre. I bogen er der historier om kvinder, der føder 8-10-12 børn. Fødemaskiner, tænker jeg og er glad for, at vores samfund trods alt ser en smule anderledes ud i dag, end det gjorde på Kong Christian d.
4.s tid. Der er alligevel noget, der prikker i mig. Hvordan kommer mit liv egentlig til at se ud, hvis jeg ikke får børn?

 

Knald for gamle Danmark

“Danske par får for få børn. Det betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft til at forsørge os, når vi bliver gamle”, sagde Mads Steffensen i fjernsynet, mens jeg serverede sødmælk for Erna. Jeg arbejdede på et plejehjem i mine sabbatår. Det var lørdag aften, og fjernsynet kørte på DR1’s kl. 20 program. Knald for Danmark hed det, og imellem live-seancerne kørte en kampagne-video, der informerede om, hvordan sandsynligheden for at blive gravid faldt fra 22 pct., når en kvinde er 22 år, til 4 pct., når hun er 42 år.
Jeg skar et stykke kage ud til Erna. Hun kiggede på mig, som om hun ikke rigtig forstod, hvad hun skulle med det. Så tog hun min hånd og gav den et vådt kys “Åh min søde pige”. Jeg lirkede min hånd fri fra Ernas greb og blev sur på kampagnen. 

“Hvorfor er det kun kvinders alder, der er relevant, når man snakker om reproduktion?”, tænkte jeg, mens jeg følte mig halvt skyldig over, at jeg lige om lidt selv ville forlade Erna for i stedet at starte på universitetet, og halvt irriteret over hendes våde kys på min hånd. “Og hvorfor skal Danmark blande sig i, om vi får børn eller ej? De fleste af os bliver jo alligevel Djøf’ere og ikke plejehjemspersonale”

 

I krig og kærlighed

Jeg sidder i stuen i mit kollektiv. “Hvilke argumenter er der for ikke at få børn?” spørger jeg. Vi bor fire piger sammen i et lille rækkehus i Søborg. Jeg er faktisk i tvivl om, om nogen af os kommer til at få børn. Når vi snakker om børn, så er det den ene halvdel af tiden, hvor meget vi gerne vil have børn, den anden halvdel, hvor meget vi hader dem. Én af pigerne arbejdede i en børnehave hen over sommerferien. Hun gik altid i bad, når hun kom hjem for at vaske sandkasse- og børnepruttelugten af sig. Samtidig elsker hun sin niece sindssygt højt.
“Klima, krig, forbrug, penge, ansvar…”
Argumenterne bliver remset op, lidt staccato-agtigt, og uden rigtig forklaring.
Marie afbryder: “Jeg tror, at jeg tænker, at det er af kærlighed, når jeg ikke har lyst til at sætte børn ind i verden.”