Amazing Greenland

Det er en lummer julidag, og jeg står i Københavns Lufthavn iført trekkingbukser og vandresko fra Friluftsland. Grønlænderne i check-in-køen har pænt hverdagstøj og kondisko på. Afslappede sommerkjoler. T-shirts. Jeg læser på telefonen: ”Hvide mænd kommer til at tage deres land tilbage. I kan intet gøre”. Er det Google Translate? Det er skrevet i en Facebook-tråd den 13. april 2021, kort tid efter IA vandt det grønlandske valg. IA er imod uranudvinding i Grønland, og Facebook-brugeren? En troll skabt af mineselskabet Greenland Minerals. Det påstår grønlandske brugere i hvert fald i kommentarfeltet, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Jeg skal til Narsaq, siger jeg til manden bag check-in-disken. Han ligner en Ken-dukke, men han bærer et stramt blåt slips. Hvad skal du der? spørger han uden at kigge op fra skærmen. Et australsk-kinesisk selskab vil anlægge en uranmine, de sidste høringer afholdes i august, svarer jeg. I Diskobugten? Jeg er ikke så stærk i grønlandsk geografi, siger han. Nej, i Sydgrønland, svarer jeg. Sikke et eventyr, siger han og rækker mig boardingpassene.

4 en halv time efter lander vi i Kangerlussuaq. Flyet svinger 180° om en gold bjergformation. Jeg ser en skuespiller fra en Thomas Vinterberg-film. Og en journalist fra Politiken, der snakker til bjergene iført et head-set. Skarp sol. Luften er sval og sprød.

Mit næste fly går til Nuuk. En grønlandsk mand tripper med fingrene på armlænet. Han nynner en sang med lukkede øjne, mens vi letter. Narsarsuaq i syd er indhyllet i tåge. En storm er på vej, det næste fly er aflyst. Jeg er strandet i 3 dage. Det er helt normalt, siger en grønlandsk mand iført en heavy metal-T-shirt, du får et nyt fly, siger han. Min ven Eirik har ringet. En politihund ved navn Kim hopper fra trolley til trolley på et tændt bagagebånd. En dansk familie iført ens Helly Hansen-sæt står langs båndet og venter på deres kufferter, datteren vender zombieagtigt kroppen den modsatte vej. Hun stirrer bare ud i terminalen.

Jeg aftaler at følges med en fynsk håndboldspiller på 17, der skal besøge sin mor. Hvad laver hun i Sydgrønland? spørger jeg. Jeg ved det faktisk ikke. Hun har også boet i Malaga, siger han. Hvorfor lige Grønland? Hun ville bare prøve noget nyt, siger han.

Jeg tilbringer to nætter i Nuuk. Håndboldspilleren og jeg spiser gordon bleu for vores madkuponer. Han ville hellere på Bones. Jeg har udsigt til Brugseni og en lang kø til COVID19-vaccination. Køen forsvinder et sted bag en bygning. Mange er gået forgæves, skriver KNR på deres lysskilt over Brugseni. En borgmester og hendes embedsmænd har snydt sig forrest i køen. Smitten spreder sig. Dagen efter lukker Grønland delvist ned, og Dronningen bliver bedt om at udskyde sit besøg. Men hvad med os? siger håndboldspilleren, da jeg åbner værelsesdøren. Han drikker det sidste af sin juice.

Håndboldspilleren får et tidligt fly videre. Nogle timer efter flyver jeg til Narsarsuaq, hvor jeg bliver indlogeret på et hotel. Fire grønlandske fyre i hængerøvsbukser banker på glasdørene, fordi hotelrestauranten ikke har åbnet på slaget. En tjener kommer ud og går igen. De sætter sig op ad glasset. Og så kommer tjeneren tilbage, og de løber ind. Er du sikker på, du ikke har en ven, du kan sidde sammen med? Vi har kun 2-mands-borde, siger han. Nej, jeg er bare mig, siger jeg. Men er du sikker? spørger han. Jeg tjekker min mobil. Er du sikker? gentager han. Ja, siger jeg, det er bare mig.

Jeg flyver videre med helikopter til Narsaq dagen efter. Vi har høreværn på, rygsækkene er spændt fast i en slynge, der er ophængt tværs over kabinen. Isskosser overalt under os. Jeg tager en selfie, men isen er utydelig på billedet, en tyndhåret dansk mand med meget gear har taget vinduespladsen. Det har jeg gjort i 20 år, siger han. Rejst alene, jeg har ingen kone, tilføjer han. Jeg kan ikke komme tæt nok på vinduet, kameraet kan ikke fokusere på både isskosserne og mig. Det er mig eller landskabet. Bjergene er mørke, men mossede til, der fosser tynde slanger af vand udad sprækkerne, som når man vrider en svamp. På alle billederne er det bare mig og mandens skaldede isse.

Helikopteren drejer hårdt om en bjergside og dér ligger en lille landsby under et meget grønt bjerg. Det er virkelig Sydgrønland, siger manden, det var her, vi første gang trådte i land, siger han og taler videre, jeg nikker bare og zoner ud.

Vi lander i udkanten af byen. Der er smukt, tænker jeg. Bag os ser jeg en losseplads. Flammerne står op fra en container. Et nygift grønlandsk ægtepar tager den eneste taxa før mig. Ah, hjem! siger han. Jeg slår flytilstand fra. Ser utålmodigt på signalstregerne. Vi beder ham komme tilbage til dig, når han har sat os af, siger manden. Jeg skal vise hende min hjemby, siger han og trykker kvinden ind til sig, er hun ikke smuk? Kvinden bærer en hvid vindjakke med pelskrave og et par solbriller, hun er tavs. Vi skal ud at fange torsk, siger manden. Eirik har fået gonorré. Man får en sprøjte i røven på Bispebjerg, og så er det overstået efter en uge. Er der mange, der tager taxa i Narsaq? spørger jeg chaufføren, da vi kører ad de snoede veje mod mit kollegieværelse. Ja, selvfølgelig, siger han. Hvorfor går de ikke bare? spørger jeg. Taxa er hurtigst, siger chaufføren. Jeg er enig. Hvor er Kuannersuit? spørger jeg, er det der bag husene? Det ser storslået ud (jeg ved ikke, hvorfor jeg vælger det ord). Nej, det er bag os. 6 km, svarer han. Der er lammekoteletter og bølgepomfritter på tilbud på den lokale internetcafé. Et rødt træhus, der ligner et lokalt fodboldholds klubhus. Sygeplejerskerne på Bispebjerg har prøvet det før, og ventetiden er overraskende kort. 

Taxaen sætter mig af øverst på en bakke. Jeg skal bo i det gule hus op ad vandtanken med udsigt over byen. Hver onsdag aften klokken 21 kommer jeg til at se røde Sarfaq Ittuk lægge til kajs, samle folk op, der skal til Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Ilulissat. Jeg ser den amerikanske udgave af Alene i Vildmarken. Jeg har altid hadet det program. Jeg ser alle afsnit på en dag, tager et bad, ser mig selv i spejlet: Huden er tør, der er opstået en rød plet under venstre øje, jeg ikke kan få væk.

Jeg vågner tidligt. Der lugter af røg. En mand står uden for vinduet, jeg har glemt at lukke det. HJÆÆLP! råber jeg. Han kigger ind og griner. Ro på, ro på, det er min svoger, der ejer huset. Manden er rødmosset, har en rund næse og en slidt kasket med en isbjørn på. Amazing Greenland, står der. Han bøjer sig ned og vipper vinduet op, sætter sin albue i vindueskarmen. Jeg ejer et hostel i byen, og min svoger leder supermarkedet. Vi er halvt grønlændere, halvt danskere. Jeg er på feltarbejde, siger jeg, og opgiver at holde soveposen foran brystet. Geolog? spørger han. Dem har vi mange af, du skulle bare – Nej, antropolog, siger jeg, jeg er her for minen. Selvfølgelig, siger han, den var helt galt i foråret til høringen, tilføjer han. Hvorfor? spørger jeg, jeg gør min stemme mørkere. De her lokale grupper, siger han, de bankede på ruderne som BØRN. Vi måtte flytte forskerne i panelet til den anden ende af lokalet. De ødelægger demokratiet, siger han, det er primitivt! Han ser væk et øjeblik, så er han tilbage: Der ER ikke nogen rejefabrik længere! siger han. Han kigger på mig. Vi har brug for arbejdspladserne, tilføjer han mere TV-ekspert-agtigt. Så du bor her også? spørger jeg. Kun over sommeren, siger han. HAAANS! Det er min kone, hun er færdig med Zoom-møderne nu. Er hun lærer? spørger jeg. Nej, hun er direktør, siger han. Jeg smutter, vi skal male hus, siger Hans, knapper en usynlig øl op og griner.

De næste dage leder jeg efter Hans. En god informant er bramfri og fuld af rygter. Det har jeg lært på studiet. Men det er lige så svært at finde Hans, som det er at finde yoghurten i den lokale Brugseni. Den ligger i fryseren, siger en medarbejder og giver et lille spjæt med armen i den modsatte retning, som om han ikke rigtig selv tror på det. Ah, siger jeg, og finder kun mælk og oksekød. Bag fryserne står to PlayStation 5 på et lille podie. Var de ikke udsolgt overalt? skriver jeg til Eirik. Det er bare løgn, skriver han, KØB! Har du taget nogle smukke billeder? SEND! Har I tyk creme til ansigtet? spørger jeg kassemedarbejderen. Hun peger på læbepomaderne ved kassen. Jeg tror ikke, det er nok, siger jeg, og peger på kinden. Flyfrisk, siger hun og griner. Nej, jeg har været her en uge, siger jeg fornærmet.

Næste dag mødes jeg med Salik fra en ngo. Han har en skovmandsskjorte på. Han ser afventende på mig i 3 sekunder, inden han svarer på mine spørgsmål. Jeg venter 6 sekunder på at besvare hans svar med nye spørgsmål. Når han har røget en smøg, ruller han en ny med det samme. Vi går og stopper, slikker og ruller, går og stopper så igen. Salik har små runde briller, han bevæger sit hoved i ryk. Et hurtigt ryk fra cigaretten til mig, han ser mig dybt i øjnene ... og så et brat ryk op mod en forbipasserende, han hilser afmålt på. Jeg nikker, som om jeg allerede ved alt. Vi taler om modstanden mod minen. Men så er der dem, der kun ser penge, siger Salik, og gnider fingrene teatralsk mod hinanden. Jeg ser tavst mod ham, men bevæger øjenbrynene op for at vise ham, jeg ikke er overrasket. Mineselskabet forsøgte at købe fodboldklubben. Spilledragterne skulle skifte farve. Grøn og gul, ligesom selskabets logo! siger Salik. Det er Paamiuts farver. Vi gør det ikke! siger han. Men mange i byen ser jo bare pengene, tilføjer han og gnider tobakken mellem fingrene. B-A-M-I-U-T? spørger jeg med Noter åbent på mobilen. Det er med P, siger han og skæver mod noterne, det er jo grønlandsk. Ah, siger jeg ... selvfølgelig! Du skal møde Ivalu, siger han, hun sidder i vores bestyrelse. Med u, retter han mig, og jeg sletter. Hun snakker mere end mig, siger Salik, hun snakker med alle! Du kender kvinder, siger han. Ja! siger jeg og rømmer mig, ha-ha, kvinder! Er de her bukser for slim fit? spørger Eirik. Jeg swiper hurtigt beskeden væk.  

Der lugter af røg. Jeg sætter mig brat op i sengen. Og så forsvinder lugten igen. Jeg hopper i mine Fjällräven-bukser, men vælter tilbage i sengen med det ene ben i buksen. Jeg når det ikke. Jeg strækker mig ud ad vinduet, ser Hans forsvinde ned ad bakken i en postkasserød fleece. Jeg ser ham gå gennem byen. Hans stopper foran et hus, der står afskallet ved siden af de andre huse. En kvinde står på en stige og maler gavlen sort. Jeg får det andet ben i buksen, tager sweater og kondisko på og løber ned til Brugseni.

HEIJ HEIJ, råber jeg mod Hans og konen og rækker en kold øl op i vejret og skrider lidt i grusset. Skal jeg hjælpe? spørger jeg. Den tager jeg, siger konen og tager imod øllen. Hvor er du sød! Lige hvad vi havde brug for. Jeg hedder Pipaluk, siger hun og rækker hånden frem. Hun har bare en hoodie på og et par cykelshorts. Hans siger, du er på feltarbejde, siger hun. Ja, jeg vil gerne snakke med fortalere for mineprojektet, siger jeg, hvis de findes! Ah, siger hun og svarer ikke. Kan jeg låne noget at male i? spørger jeg, ellers tager jeg bare bukserne. Bukserne går fint, siger Pipaluk, de er lavet til det! Så har du også et minde.

Vi sætter os på knæ ved soklen. Vi trækker græstotterne til side. Små edderkopper vrimler op ad muren. Jeg maler dem over, når Pipaluk kigger væk, men opdager så, hun gør det samme. Det er du god til, siger hun. Er du egentlig for minen? vil jeg spørge, men jeg tør ikke. Jeg spørger i stedet: Hvem kan jeg tale med, der er for mineprojektet? Måske Henrik i Qaqortoq, siger hun, du må lige spørge Hans. Hvad med dig selv? spørger jeg så og smiler kækt. Henrik er bedre at snakke med, siger hun.

Om aftenen er jeg mæt af chicken wings fra Hans’ og Pipaluks fryser, jeg står i underbukser på badeværelset og rækker bukserne op mod spotlyset. Spredte hvide stæng fra malingen. 1.950 kroner, et røverkøb, havde ekspedienten med enorme overarme sagt. Er det tilbudsprisen inklusive studierabatten og rabatten fra De Studerendes Vandreforening og - Det kan du lige bande på, en pose med? Jeg går ind på værelset og lægger mig i sengen. Jeg har sendt 4 beskeder, men ingen har svaret. Salik, min mor, Eirik. En mand fra kommunen er ”automatsvar: på ferie indtil 1. september :-) :-) :-)”. Jeg smører et tykt lag vaseline på begge kinder og gnider resten ud på armene. Jeg folder mine hænder over dynen. Hvis der er en gud, hvisker jeg og ser Air Greenlands Airbus for mig.

Der går en uge. Jeg går lange ture på fjeldet. Jeg bestiger et lille bjerg. Eirik er på ”offline vacation” på Rhodos med sin veninde. Jeg finder en uautoriseret grillbutik i byen, hvor politiet spiser frokost. Burgeren er fast og svedig, og så ringer telefonen.

Det er Ivalu. Salik har givet mig dit nummer, skal vi mødes? Eh, ja. Det vil jeg vildt gerne. Jeg kan tage kaffe med – Nej, nej. Kom ned til cafeteriet i fodboldklubben, så spiser vi lammekoteletter. Jeg har ansøgt dig på Facebook, siger hun. Ivalu bærer en tyk eyeliner. Meget pudder og blush på kinderne. På samtlige billeder ser hun overrasket ud, som om nogen er kommet på uventet besøg. Eller som om hun har fået blæst sin kjole op af en ventilationsskakt i fortovet.

Jeg finder en skjorte i kufferten og tager den på. Den kunne have ligget en uge i et telt på Roskilde. Der hænger lyskæder tværs over loftet i cafeteriet. Et grillbar-tv monteret i et hjørne. Grønne vægge. Et stort helvægsmenukort med fotografier af maden. Glasmontrer med souvenirs. En bar og to barstole, 5 borde med stole. Velkommen til, siger Ivalu, hun er klædt i en sort strik med en gigantisk krave med knapper. Jeg har inviteret Kimmernaq med. En kvinde med togskinner og grøn friluftsjakke i slut-20’erne vinker fra en stol. Hun kan tage dig med ud og vandre, JAA? siger Ivalu og laver ansigtet fra Facebook. Det ville jeg elske, siger jeg, og slår ud med armene. Jeg har lige set alle afsnit af Alene i Vildmarken! siger jeg stolt. Nej, det kender jeg ikke, siger Ivalu, vildmarken i Danmark? Nej, Canada, siger jeg. Ah, så forstår jeg, siger Ivalu, men hvorfor filmer de det ikke i Grønland? Vi har masser af fjelde og fjorde, man kan fiske i. Det er ikke en dansk eller grønlandsk produktion, siger jeg. Det burde det være, siger Ivalu og ser mig afventende i øjnene, som om jeg bør foretage et opkald til produktionsselskabet. Kimmernaq scroller gennem sin mobil. Sæt dig ned, jeg har lavet lammekoteletter, har du smagt det før? spørger Ivalu. Nej, men jeg elsker lam! siger jeg. Og det her ... er sydgrønlandsk lam. Det er noget særligt, mmhm? siger hun. Og sydgrønlandske pomfritter, tilføjer hun og peger på bølgepomfritterne på to tallerkener på bordet. De er hældt ud på en hvid tallerken med groft salt over. Der er tændt stearinlys. Et tv-indslag kører på KNR. De taler om at være ægte grønlænder. Mange hvide grønlændere får at vide, de ikke er ægte grønlændere, siger Ivalu. Men er der spændinger mellem danskere og grønlændere her? spørger jeg. Jeg famler efter mobilen i min Fjällräven-bukser, men der er 8 lommer, og jeg får først fat i vaselinen, så en lommelygte, der også er en nøglering. Om der er racisme mod danskere? siger Ivalu. Neej, vi har et meget nært forhold til danskere her i Sydgrønland, siger hun nikkende og stiller to tallerkener med koteletter foran Kimmernaq og mig. Dugen er rød- og hvid-ternet. Vin eller øl? spørger hun. Vin, tak, siger jeg. Begge? spørger hun. Jeg ville godt kunne forstå, hvis der var spændinger, siger jeg. Jeg skriver en note. Ivalu skifter kanal. Vi taler om minen. Ivalu vil ikke have kemikalier i Narsaq. Jeg siger, jeg har hudproblemer. Er du lige blevet vaccineret? spørger Ivalu. Hvordan vidste du det? spørger jeg. Vaccinerne giver for mange bivirkninger, jeg nægter! siger hun og ryster på hovedet, jeg har noget til dig. Hun henter en nøgle bag bardisken og låser et glasskab op. Prøv den her salve, siger hun, jeg har selv lavet den. Kimmernaq smiler. Uden kemikalier, siger Kimmernaq og griner. Det lille glas er fint. Det hjælper også her, siger Ivalu, og roder mig i håret på forhovedet. Så du ikke taber mere, siger hun. Det banker på ruden. Kimmernaq lader ikke til at bemærke det. En kvinde med hovedet viklet ind i tørklæder trykker næsen mod ruden. Hun laver et ansigtsudtryk, som om hun allerede har ventet for længe. Ah, det er min veninde Anett fra Irland, siger Ivalu, hun kommer fra en anden middag.

Anett ser venlig ud, en smule krumrygget. Hun taler irsk, dansk og grønlandsk. Hun vikler det ene tørklæde af efter det andet. Orange, hvidt, grønt. Er du irsk? spørger jeg. Irsk mand, siger hun. Naamik! Ex husband, siger hun og sætter sig med jakken på. How are you dear? spørger hun Kimmernaq. Hun har sagt op som tandtekniker, svarer Ivalu. Hun står stadig op, som for at byde flere velkommen. Jeg har fået job i lufthavnen i Narsarsuaq, siger Kimmernaq. Hun skal finde ud af, hvad hun vil, mmh? siger Ivalu. Hvorfor ikke Nuuk? spørger jeg. Eller København? Jeg smiler salgsagtigt. No, you don’t decide that for her, bland dig uden om, siger Anett. Jeg foreslog bare – No, you did not. Mere vin? siger Ivalu og sætter sig. You Danes, hvisker Anett. Racists. Ivalu finder fjernbetjeningen og skruer op for Billie Eilish på tv’et. Skal du med til høringerne? tale-råber hun, vi tager Nivis båd. Det vil jeg gerne! siger jeg. Kan du stå tidligt op? spørger hun tættere på mig. Jeg følges hjem med Kimmernaq under stjernerne. Lad os snakkes ved om vandringen, siger hun, jeg tror, det bliver svært at nå. Det er okay, siger jeg.

Jeg smører salven på kinden, inden jeg går i seng. Jeg sover tungt. Hans vækker mig ikke næste morgen, heller ikke morgenen efter. Jeg transskriberer interviewet med Ivalu, researcher på computeren. Den røde plet er blevet lille og hård. Den er faktisk slet ikke rød længere, nærmere brunlig, måske beige, knækket æg, skriver jeg til Eirik og sletter så beskeden igen.

Mandag morgen pakker jeg en taske og går ned til havnen. Det er varmt. Hernede! råber Ivalu, vi skal på tur! siger hun, AAIJ! Hun har en trolley med, ørevarmere og røde handsker. Det er koldt på havet, siger hun. Nivi vinker fra sejlfiberbådens styrrum. Hun er klædt som en kaptajn. Kasket og en mørkeblå, vandafvisende uniform. Hun bærer ting frem og tilbage på båden, placerer dem i skabe. Båden har 70’er-agtige sæder. Røde, orange, mønstrede. Jeg sætter mig ved Ivalu. Hun lægger armen om mig. Vi skal på tur! gentager hun. Har vi husket bannerne og skiltene? spørger hun Nivi. Kort efter afgang blæser det op. Jeg har shorts på, sæderne klæber let til lårene. Jeg har glemt søsygepiller, siger jeg. Jeg ser stift ud ad ruden. Jeg passer på dig, siger Ivalu og lægger sin hånd på mit inderlår. Hun giver det et klem og lader hånden ligge.