14. september 2015

Vi prøver med en ny guddom

Kirkeetnografi. Ud med Afrika, trommer og sort kultur. Brasiliens nye middelklasse vil have en mere »hvid« religion.

Af Inger Sjørslev, Lektor ved Institut for Antropologi

»Undskyld, jeg spørger, men hvad bestilte De derude ved Avenida Brasil, frue, der er jo kun favela?« Taxachaufføren undrer sig. Den stærkt trafikerede rute mellem Rios centrum og lufthavnen har et dårligt ry. Altid er man blevet advaret mod vold og kriminalitet på dette sted, hvor man ikke skal stoppe op, for her ligger en af de største slumbyer, de såkaldte favelaer, i metropolen Rio de Janeiro.

Men her stod jeg på. Jeg havde nemlig besøgt det, der skulle være slum. Her havde jeg sammen med min forskerkollega, der bor derude, mødt nogle af beboerne, ordentlige, hårdtarbejdende mennesker. Dels mødte vi dem i bydelens velfungerende bibliotek og forberedelsesskole til universitetet, dels i en af dens utallige kirker. Seks katolske er der af dem, og hvor mange der er evangeliske, er der ingen, der rigtigt har tal på. For mens man engang sagde, at der var et kultsted for afro-brasiliansk religion på hvert gadehjørne, siger man nu, at der ligger en evangelisk, protestantisk kirke, hver gang vejen drejer.

En af dem er Den Universelle Kirke Guds Rige. Det er en af de hurtigst voksende nye pinsekirker i verden. Den findes i flere andre lande, og i Brasilien har den sin egen avis, ligesom den står for en større bogproduktion og konferencevirksomhed, og den ejer kulturhuse, shopping-centre og en tv-kanal. Dens logo er et rødt hjerte med en hvid due, og det er med Helligåndens hjælp, man uddriver falske forstyrrende og forstyrrede ånder.

Denne kirke, som kalder sig universel og protestantisk, har fundet frem til en helt særlig religiøs blanding. I et forsøg på at gøre sig autentisk stjæler den blandt andet fra en gammeltestamentelig jødisk kulturarv – alt imens den fortsat dyrker Helligånden som en god pinsekirke.

Ud med Afrika, trommer og sort kultur, ind med Israel, Abraham og Det Gamle Testamente. Det synes at være et motto for Den Universelle Kirke Guds Rige, som har mere end 6.000 templer, 12.000 præster og 1,8 millioner tilhængere i det ellers traditionelt så katolske land. I dag hører mere end 20 procent af den brasilianske befolkning til denne eller en anden af de mange evangeliske kirker.

I kirkens ritualer uddriver man de dæmoner, man siger, man ikke tror på. Det er et paradoks, men et paradoks, der gør kirken populær.Libertação, uddrivelse og udfrielse, forstås som en befrielse fra de forstyrrende dæmoner, der bremser vejen for folk og forhindrer dem i at få et arbejde, blive rigere og raskere eller finde den rette mand eller kone, eller som gør dem til ofre for andres jalousi og misundelse.

Dæmonerne kommer fra de afrikanske religioner, candomblé og umbanda, som tidligere har været populære blandt mange af dem, der nu kommer i den evangeliske kirke. Den har slået sig op på at tage afstand fra disse ånder, som i de afro-brasilianske religioner bliver hilst som velkomne gæster fra en anden kosmologisk verden, men som man her hævder ikke at tro på, men alligevel inddrager i ritualerne, nu som negative, ondsindede størrelser, ritualerne skal hjælpe folk til at komme fri af.

De nye kirker forbindes med middelklasseværdier, forbrug og drømme om at bevæge sig opad på den sociale rangstige. Kirkerne blander sig i politik, for her taler man også om uddrivelse. Onde kræfter som korruption og alt, hvad der betragtes som amoralsk, skal ud. I visse tv- og radioprogrammer udstilles politikere som seksuelt eller på anden måde anløbne, ofte uden noget videre bevisgrundlag. At stemme får dermed den symbolske betydning, at man stemmer det gode ind og det onde ud.

I den politiske propaganda er der tit henvisninger til Det Gamle Testamente, og i Den Universelle Kirkes arkitektur forsøger man at leve op til visse idealer fra Bibelens ældste fortællinger. I Rio finder vi Troens Katedral, der også går under navnet Israels Strålende Tempel med plads til 12.000 mennesker.

For tiden er man ved at opføre en kopi af noget af Jerusalem, og det velfungerende kulturcenter, der hører til katedralen, hedder Det Ny Jerusalem. Her kan man købe kopier af Grædemuren, ottearmede lysestager og andre jødiske souvenirs, hjemført af kirkens biskopper fra Det Hellige Land. Der er en trafik af olie, billeder og åndelige objekter fra Israel, og tingene distribueres i de kirkelige ritualer, som for en stor del er grundlagt på en udvekslingsøkonomi, hvor deltagerne modtager materielle manifestationer af tro mod erlæggelse af et ofte betragteligt bidrag til kirkens arbejde.

Salomons Tempel i Sao Paulo fik lagt grundstenen – fra Israel – i 2010, og det har kostet over en milliard kroner at opføre. En stor del af de dyre materialer er indført fra Det Hellige Land. Kirkens areal er på størrelse med 16 fodboldbaner, og højden er næsten det dobbelte af den berømte Kristusstatue, der skuer ud over Rio. Stedet har et rent åndeligt formål, siger kirkens grundlægger, som med dette tempel har villet ære Gud og troen gennem opførelsen af »et lille stykke Israel i Brasilien«.

For nylig havde templet besøg af en israelsk diplomat, som sagde pæne ting om det sociale arbejde, der udføres af kirken. Han var glad for at høre, at der var sammenkomster i templet hver dag i ugen og hver gang med et specifikt formål. Det er der nemlig, og det er temaer som helbredelse, penge, kærlighed, uretfærdighed og ikke mindst udfrielsen fra de forstyrrende dæmoniske kræfter.

På templets hjemmeside står der: »Dæmonerne søger en sprække. De ondsindede ånder er omkring os, venter bare på en chance til at styrke deres sjæl ved at besætte os. Djævelen observerer dig 24 timer i døgnet; alt hvad vi gør, ser Djævelen. Når han får øje på noget, anklager han os for synd over for Gud. Men Gud har set din lidelse, og Han vil befri dig for denne lidelse.«

I den seneste tid har der været megen debat om de forskellige religioner og deres forhold til hinanden, efter at der har været flere tilfælde af religiøs intolerance. I en bydel i det nordlige Rio de Janeiro blev der kastet sten mod en 11-årig pige, der var klædt i hvidt tøj og turban, en dragt, der tydeligt signalerer, at man er deltager i den afro-brasilianske religion candomblé.

Pigen, der gik sammen med sin bedstemor, blev ramt i hovedet og måtte sys med adskillige sting. Ifølge bedstemoderen, der også var i candomblédragt, blev de angrebet af to mænd, som med Bibelen i hænderne råbte skældsord mod dem med et ønske om, at de måtte brænde i Helvede. Samtidig er et medium fra et anset og respekteret spiritistisk center blevet dræbt i et voldsomt og grusomt drab, mens han sov i sin seng i et af de kendteste spiritistcentre i Rio. Formodentlig også et religiøst motiveret drab, hævder en komité til bekæmpelse af religiøs intolerance, som har registreret adskillige tilfælde inden for det seneste år.

En israelsk kunstner, Yael Bartana, præsenterede i 2012 en animationsfilm på Biennalen i Sao Paulo. Under navnetInfernoviser filmen en fiktiv pulverisering af Den Universelle Kirkes flagskib, Salomons Tempel. Mens kunstneren altså harmes over, at den nye kirke adopterer flere og flere jødiske symboler og fusionerer dem ind i sin egen ideologi, må forskeren forholde sig nøgternt til sagen og forsøge at forstå, hvad det er, der her er på færde. At religioner blander sig og indoptager elementer fra hinanden, er det intet nyt i. Det er sket siden kristendommens fødsel, og de afrikanske religioner, som de nye kirker nu tager afstand fra, er selv blevet til som synkretistiske blandinger af elementer fra forskellige afrikanske religioner og katolicismen. Men hvorfor skal det afrikanske nu ud og Det Gamle Testamentes myter ind?

Den opstigende brasilianske middelklasse frasiger sig den afrikanske kulturarv i en slags kulturel »hvidgørelse« a la det 19. århundredes racistiske ideer om, at man kunne »hvidgøre« den brasilianske »race« ved at »fortynde det sorte blod«. Man kan godt spore en vis logik i det, der sker. Det kan være sværere at følge de følelsesmæssige bevægelser, der nu hylder et nyt, rigt Salomons Tempel som en ikonisk størrelse i det brasilianske bylandskab.

At nye evangeliske kirker som Den Universelle Kirke er blevet populære, må forstås i sammenhæng med hastige og radikale forandringer i samfund som det brasilianske. Men man føler uundgåeligt et vist vemod over det kulturtab, der finder sted, når den afrikanske kulturarv lægges for had. Og det er umuligt ikke at græmme sig over, at den religiøse tolerance og inkluderende kultur, som har kendetegnet Brasilien, ser ud til at være truet.

Når man i Rio kan købe Grædemuren i kopi i et kirkeligt center ved navn Det Ny Jerusalem, er det vel også selv som forsker tilladt at undre sig over menneskenes sælsomme påfund.