"Lærere skal ikke lege lommepsykologer" – Københavns Universitet

Institut for Antropologi > Om instituttet > Nyheder > "Lærere skal ikke lege...

07. juli 2016

"Lærere skal ikke lege lommepsykologer"

Når folkeskolelærere bliver sat til at hjælpe børn af flygtninge via samtaleforløb, der balancerer på grænsen mellem skoleliv og terapi, så fører det let til uklarheder og problemer for både børn, lærere og forældre. Ny afhandling fra Institut for Antropologi ser nærmere på folkeskolens psykosociale arbejde med børn i flygtningefamilier

Igennem de seneste år har der været stigende politisk opmærksomhed omkring, hvordan de flygtninge, der kommer til Danmark, kan være præget af traumatiske oplevelser. På tværs af sektorer bliver der lavet forskellige indsatser, der skal hjælpe flygtninge og deres børn til trivsel og integration i Danmark. Blandt andet er der fokus på, hvordan folkeskolen kan hjælpe flygtningefamilier og børn. Nogle af disse indsatser balancerer på grænsen til terapi, for eksempel når lærere i folkeskolen bliver sat til at afholde gruppesamtaler med børn af flygtninge. Det resulterer i en række forvirrende og ambivalente rum, hvor hverken lærere, forældre eller børn ved, hvordan de skal forholde sig. Det er en af hovedpointerne i ny PhD afhandling af Trine Brinkmann, Institut for Antropologi. Trine Brinkmann har i to år fulgt arbejdet i et skoleprojekt, der gennem gruppesamtaler mellem børn af flygtninge forsøger at arbejde psykosocialt med børn i udsatte flygtningefamilier. Afhandlingen ”When to Whisper – Moving refugee psychotraumatology beyond the clinic in welfare state Denmark” er baseret på feltarbejde i to skoler og fire familier på henholdsvis Fyn og Sjælland. Forældrene i familierne kom til Danmark omkring 1990, mens børnene er født og opvokset i Danmark.

Uklarhed

Skoleprojekterne som Trine Brinkmann har undersøgt gennem sit feltarbejde er et blandt flere  lignende projekter, hvor den danske stat med folkeskolen som løftestang forsøger at hjælpe børn af flygtninge til en bedre skolegang ved at give dem mulighed for at tale om deres problemer i familien. Sådanne projekter skal sikre viden til lærerne, så de kan blive bedre til at identificere de problemer, som nogle af børnene har som følge af at være vokset op i en flygtningefamilie. Selvom det på papiret lyder som en god ide, så viser Trine Brinkmanns afhandling, at det ofte er en meget forvirrende konstellation for alle involverede parter.

- For det første var det uklart for mange af forældrene, hvad projektet egentlig indebar. Flere fik det indtryk, at gruppe-samtalerne var del af undervisningen, så børnene kunne lære forskellige faktuelle ting om det at være flygtning i Danmark. De var ikke klar over, at det var deres eget liv, der blev problematiseret. Samtidigt var børnene ofte usikre på formålet med gruppesamtalerne og de tøvede med at tale om deres familier der. De ønskede at være almindelige børn. Flere af dem gav udtryk for, at de igennem projektets udpegning af dem som en særlig gruppe med særlige problemer, oplevede endnu et rum, hvor de blev betragtet som værende radikalt anderledes, forklarer Trine Brinkmann. 

Intime problemer

Flere af lærerne i projektet havde også en ambivalent opfattelse af forløbet, siger Trine Brinkmann.

- En af lærerne havde aldrig tidligere tænkt på denne gruppe elever som børn af flygtningefamilier. Hun tog begrebet til sig, men hun var også meget famlende overfor sin nye rolle som facilitator af  grupper for  børn for hvem hun til dagligt var lærer. Nogle dage syntes hun, at børnegrupperne fungerede rigtig godt. Andre dage følte hun sig ikke klædt ordentligt på til opgaven og sagde, at hun ville ønske, hun var psykolog i stedet for lærer. Men som hun også sagde: ”Lærere skal ikke lege lommepsykologer,” siger Trine Brinkmann.

I følge Trine Brinkmann rummer afhandlingen en række pointer, der dækker bredere end blot spørgsmålet om flygtningebørn.

- Der er stigende krav til, at folkeskolen skal kunne håndtere konsekvenserne af forskellige problemer i familier, såsom skilsmisser, misbrug, tab og sorg. Man forventer, at skolen i højere grad skal kunne rumme flere af disse intime problemer. På den måde er forholdet mellem folkeskole og familieliv til konstant forhandling. Problemerne opstår, når det er uklart på hvilken baggrund skolen bliver sat til at intervenere i familiernes liv, siger Trine Brinkmann.

Manglende sammenhæng

Trine Brinkmann håber, at hendes afhandling kan være med til at pege på nogle af de misforhold, der kan være i håndteringen af problemstillinger med udsatte børn i folkeskolen.

- Vi skærer ned på den mængde af tid, som lærerne har med børnene samtidig med, at vi ønsker, at lærerne skal blive bedre til at genkende- og arbejde med svære problemer i familielivet. Det hænger ikke altid sammen. Jeg tror, det er vigtigere at sikre ressourcer til lærerne, så de har mulighed for bedre at se børnene og deres problemer, i stedet for nødvendigvis at udgrænse det her som et særligt felt, der skal tackles på en bestemt måde, siger Trine Brinkmann.

Trine Brinkmann forsvarede sin afhandling ”When to Whisper – Moving refugee psychotraumatology beyond the clinic in welfare state Denmark” den 13. juni 2016