21. november 2018

Hvor er bankverdenens bandepakke?

Kronik

Er vi også tough on crime, når det gælder økonomisk kriminalitet, spørger David Sausdal og Henrik Vigh, Center for Global Kriminologi ved Københavns Universitet, i en kronik.

Kronik af postdoc David Sausdal og professor Henrik Vigh (Center for Global Kriminologi) i Politiken den 19. november 2018.

I den seneste tid har politikerne konkurreret om at være ’tough on crime’. Kriminelle og afvigere fra samfundets kant skal have med pisken og ikke med fløjlshandsken, får vi fortalt. De skal afrettes og afskrækkes via hårdere straffe. Om vi taler om ungdomskriminalitet, gadekriminalitet eller hjemløses såkaldte utryghedsskabende adfærd, så står politikere fra begge fløje klar med løfter om længere fængselsstraffe og udvidede myndighedsbeføjelser.

Dette gør de ikke bare for at forhindre og sanktionere kriminel og anden antisocial adfærd. Det handler i høj grad om – lader de os forstå – at vi almindelige danske borgere skal kunne føle os trygge og fri for bekymringer.

Samtidig med at politikerne konkurrerer om at vise handlekraft i forhold til disse almindelige former for kriminalitet, er Danmark blevet udsat for diverse stærkt bekymrende eksempler på økonomisk kriminalitet. Her kunne man så forvente, at politikerne ville udvise samme kontante straffelyst.

Men nej. Såkaldte banditter i habitter har stjålet eksorbitante milliardbeløb fra den danske statskasse og dermed velfærdssamfundet, men politikerne lader paradoksalt nok ikke til at være lige så hårde og vakse ved havelågen. Selv om vores statsminister 13. november fra Folketingets talerstol godt nok udtalte, at banditter i habitter også skal stoppes, er der ingen udtalte krav om ikke at vise nåde. Der er generelt ikke samme villighed til at være tough on crime og bemærkelsesværdig sparsom konkurrence om at være mest konsekvent og ubøjelig i forhold til den vankende straf.

Skandalerne har ellers stået i kø. Først viste finanskrisen os, hvordan den finansielle sektor bevidst havde konstrueret nogle suspekte højrisikolån, som afveg fra såkaldt god bankskik.

Så viste Stein Bagger, hvordan man kunne svindle for over 500 mio. kr. via en såkaldt leasingkarrusel. Panama Papers afslørede, hvor normalt det er for ellers umiddelbart hæderlige mennesker at sende deres aktiver i skattely.

Dernæst var der sagen om SKAT, der havde betalt mere end 12 mia. kr. tilbage i udbytteskat til udenlandske svindlere – en sag, som nu viser sig at være en del af et kæmpestort organiseret svindelnummer, hvor ledende advokatfirmaer, banker og finansfolk har plyndret europæiske statskasser for langt mere end 400 mia. kr. Og så var der jo hvidvaskningsskandalen i Danske Banks estiske (ikke at forveksle med ’etiske’) afdeling, hvor Danske Bank selv vurderer, at en stor del af de 1.500 mia. kr., der er strømmet igennem, må forventes at være mistænkelige overførsler.

Nå ja, og så har vi ikke nævnt de hvidvaskningsanklager, Nordea står overfor. Ej heller har vi talt om Britta fra Socialstyrelsen, som formodes at have stjålet mere en 110 mio. kr. fra det danske samfunds allersvageste.

Kriminelle og afvigere fra samfundets kant skal have med pisken og ikke med fløjlshandsken, får vi fortalt

Vi står med andre ord over for en nærmest uoverskuelig mængde økonomisk kriminalitet, hvor organiserede kriminelle og ellers betroede dele af samfundet systematisk har bidraget til at undergrave fundamentet for vores velfærdssamfund. Og her har vi kun nævnt nogle af de skandaler, som har været oppe at vende. Flere kan være undervejs.

De astronomiske beløb, den ekstreme skade, det har forvoldt velfærden, og de kriminelles foragt for at være ordentlige og bidragende samfundsborgere burde få politikerne op af stolen. Men set fra vores stol som forskere i internationale kriminalitetsformer, så fremstår politikernes modsvar på nævnte skandaler ofte karakterløse og mangelfulde. Dette gør de blandt andet med tanke på, at vi i vores globale tidsalder uundgåeligt vil se flere lignende kriminelle aktiviteter krydse Danmarks grænser.

For folk med kriminelle intentioner af økonomisk karakter er det desværre blevet enklere at begå kriminalitet langt hjemmefra. Bedrestillede kriminelle rejser med lethed, og internettet gør det muligt at sætte sig derhjemme foran computerskærmen, sælge, stjæle og svindle, alt imens man drikker morgenkaffen i ro og mag.

Som vi lagde ud med at pointere, så fremhæver politikerne jo ellers ofte deres vilje og evne til at være tough on crime. Søren Pind gjorde en dyd af dette ved at udnævne sig selv til ’sheriffen’, og Søren Pape har taget den populistiske taktstok op og udnævnt sig selv ’tryghedsminister’. At være ’en strammer’ er gået fra at være et kainsmærke til et hædersmærke.

At det forholder sig sådan, er tydeligt for enhver, der følger den politiske debat. Søren Pape var f.eks. i DR’s ’Aftenshowet’ 25. oktober, alt imens debatten om de økonomiske svindelsager var på sit højeste. Her talte Pape dog (igen) ikke om problemerne med økonomisk kriminalitet.

I stedet var han der for at stå på mål for endnu en lovpakke med diverse stramninger over for ungdomskriminelle – en lovpakke, som blev stærkt kritiseret af den tidligere chefpolitiinspektør og nuværende formand for Børnerådet, Per Larsen, for de facto at sænke den kriminelle lavalder og straffe nærmere end at hjælpe børn.

Hvem burde stå mest på mål for sine handlinger? En fattig knægt på 15, der sælger narkotika? Eller en fuldvoksen advokat fra et højtestimeret advokatkontor

Lignende straffelyst har vi set, når det kommer til bistandsmodtagere, der svindler for småsummer. Det er selvfølgelig for galt og straffeforanstaltning sættes straks i værk. Det samme gælder de udfordringer, Danmark har i forhold til betleri, trusler, hjemløse, indbrud, tyveri, indvandring, narkosalg og gadevold. Her toner politikerne frem med både bål og brand.

Her er der blevet fremsat og vedtaget en stribe lovstramninger. Disse inkluderer blandt andet øget mulighed for kontrol og overvågning, længere fængselsstraffe, dårligere forhold i fængslerne, bødestigninger, muligheder for at straffe forældre og andre opsynshavende, såfremt børn begår kriminalitet, samt – som Pape med iver promoverede i ’Aftenshowet’ – flere og forskelligartede forslag om muligheden for sænke den kriminelle lavalder.

Politikerne går forrest som selvbestaltede beskyttere af det danske samfund og vores velfærd. De fortæller os, at – selv om de gerne ville undgå det – så de er desværre nødt til at være ’stramme’, da de selvfølgelig ikke kan tillade disse kriminelle skarn at underminere vores fælles fundament.

Men hvor er disse stærke mænd og kvinder, når det kommer til spørgsmålet om den økonomiske kriminalitet? Et sådant spørgsmål synes på alle måder fair at stille, når nu eksemplerne hober sig op. Det bliver endda endnu mere relevant at spørge om, når statistikker gentagne gange peger på, at almindelige former for kriminalitet er faldende, hvorimod den økonomiske kriminalitet stiger.

Faktisk forholder det sig sådan, at vi i Danmark og i mange andre lande har en rekordlav kriminalitet(!) – især blandt de unge, som Pape ellers vil have flere sanktionsmuligheder mod. Der er rigtig nok undersøgelser, der peger mod en mulig forråelse af kriminelle handlinger.

Men her er der oftest tale om nogle handlinger begået af en procentvis meget lille del. Stort set alle unge opfører sig ordentligt. Det kan måske virke overraskende på os danskere, når vi jo ellers får tudet ørerne fulde af, hvor dårligt det går, når vi blænder op for tv-avisen. Men dette er den skinbarlige sandhed.

Derimod peger undersøgelser på, at organiserede former for økonomisk kriminalitet er i kraftig vækst. Her finder vi adskillige eksempler på bedrageriske samarbejder mellem ellers voksne, veluddannede og velagtede samfundsborgere, der i stigende grad ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Man kan således stille sig spørgsmålet: Hvem burde stå mest på mål for sine handlinger? En fattig knægt på 15, der sælger narkotika og har få muligheder i livet? Eller en fuldvoksen advokat fra et højtestimeret advokatkontor, der vel vidende har vejledt stenrige svindlere i, hvordan man først undgår at betale flere hundredtusinder af kroner i skat og dernæst får SKAT til at udbetale en ikke-indbetalt skat?

Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke gør os til fortalere for, at vi skal opgive at straffe kriminalitet – så længe det selvsagt er på den dokumenteret mest hensigtsmæssige måde. Det får man alt for ofte skudt i skoene, når man som forsker formaster sig til at pege på tilgængelig kriminologiske fakta.

Vi fremfører ikke en politisk og moralsk holdning om, at det udelukkende er synd for de kriminelle. Kriminalitet skal modarbejdes på ansvarlig vis! Men når vi taler om straf, vil det være sømmeligt, hvis der var en proportionalitet i debatterne. Alt for ofte oplever vi, at vores justitsminister og hans kollegaer maler fanden på væggen, når spørgsmålet eksempelvis handler om kriminalitet begået af et fåtal af unge drenge. En sådan aggressivitet virker særlig malplaceret, når man sammenligner konsekvenserne af de forskellige typer kriminalitet og tænker på de mange milliarder, som ikke gadedrenge men slipsedrenge har stjålet fra velfærden.

For når vi taler om økonomisk kriminalitet i disse størrelsesordner, så taler vi om penge, der kunne være brugt til et kæmpe løft af vores skoler, sundhedsvæsenet, ældreplejen, infrastrukturen, uddannelser, forskningen og, ja, af politiet, som om nogen har brug for en tilføjelse af midler for at kunne bekæmpe de nye udfordringer, vi som samfund står overfor, f.eks. økonomisk kriminalitet, cyberkriminalitet, terror og andre former for international kriminalitet.

Man kan dog være bange for, at politikerne fortsætter i deres gamle spor. Vent blot, og se næste gang, medierne rapporterer om en mindre kriminel handling – især hvis den er begået af en ung skarnsknægt eller indvandrer. Så står Søren Pape og embedsfællerne med stor sandsynlighed klar til at undersøge muligheden for at straffe hårdt – koste hvad det vil!

Alt for ofte oplever vi, at vores justitsminister og hans kollegaer maler fanden på væggen

De unge skarnsknægte og indvandrernes kriminelle handlinger vil blive præsenteret som grelle eksempler på, hvor galt det står til. Samtidig vil alle forsøg på at nuancere debatten med stor sandsynlighed blive beskyldt for at være eksempler på misforstået blødsødenhed. Det samme vil forsøg på at forstå og behandle de bagvedliggende årsager til, at disse mennesker er havnet i en kriminel løbebane. Nej. Hårdt må sættes mod hårdt!

Samtidig vil banditterne i habitterne rigtignok blive irettesat, men så alligevel ikke rigtigt. Her hører vi umiddelbart ikke forslag om dobbeltstraf eller andre lignende hårde tiltag. Selv om disse økonomiske svindleres kriminalitet i beviseligt højere grad er et udtryk for en gemen og gennemtænkt handling, så vil de ikke på lignende vis blive udskammet og dæmoniseret.

Men hvorfor ikke? Hvorfor er politikerne ikke umiddelbart lige så villige til at straffe disse banditter i habitter? Hvor er bandepakken til den kriminelle kerne i bankverdenen eller strammerne, når det drejer sig om den illegale klike blandt spekulanter?

Hvis vi ser ud over potentielle økonomiske interesser, så er det måske, fordi de ligner dygtige samfundsborgere, kender reglerne og har de rette relationer. Det kan jo være årsagen til, at Joachim B. Olsen på DR udtaler, at »hvis du laver et system, hvor du smider guld på gaden, så kommer der nogen og samler det op, selv om de ikke må«.

Det er åbenbart en form for fristelse, der er forståelig for mennesker, som forstår sig på systemet. I modsætning hertil fremstår f.eks. Loyal to Familias forbrydelser mere åbenlyst forkastelige og uden for systemet og samfundets normer. Deres fremtoning passer til forestillingen om ’den kriminelle’, og måske netop derfor er de lettere at føre tough on crime-politik på. Her har vi nogle klassiske skræmmebilleder i form af hætteklædte samfundsafvigere, som fører sig mere end uheldigt frem på gader og stræder.

Derimod ser jakkesætbærerende økonomiske kriminelle jo ordentlige ud. De fremstår ikke som forkerte, fremmede eller etnisk anderledes, men nærmere som bedsteborgernes børn. De har ordentlige jobs, de taler ordentligt og har de rigtige bekendtskaber. De siger pænt undskyld, når de bliver taget i at hjælpe med at stjæle fra statskassen, hvor bandemedlemmet siger fuck dig! Ikke desto mindre er banditterne i habitternes kriminelle adfærd langt mere organiseret, omfangsrig og skadelig end den almindelige kriminalitet.

Hvis der er én god ting ved, at vi nu ser alle disse eksempler på økonomisk kriminalitet, så er det, at det måske kan hjælpe os alle med at indse, at de ikke bare er tilfældige banditter i habitter – at det ikke handler om enkeltindivider eller enkeltstående tilfælde.

De er derimod noget af det tætteste, man kommer en moderne form for mafia i et globaliseret samfund. Som den udmærkede DR-dokumentar ’Mændene, der plyndrede Europa’ viser os, så har vi her at gøre med en gruppe af mennesker, som ikke varetager andre interesser end deres egne. De ikke bare lever i et parallelsamfund, men gør det med glæde. Her træffes de i det skjulte som mennesker, der oprigtigt foragter og velvilligt udnytter de svage i samfundet, og som sætter en dyd i at undergrave staten.

Så, hvis I politikere vil vise, at der er andet end symbolpolitik bag opråbene om at være tough on crime, så er det på tide at vise det. Vis os, at I også vil være stramme, når det kommer til den organiserede økonomiske kriminalitet. Hvis ikke I magter det, er det antagelig ensbetydende med, at mange danske politikere ikke evner andet end at sparke nedad. Og det er vel ærlig talt mere vattet end hårdt.