18. november 2015

Hjem er, hvor praksis er

Mange højtuddannede indere er begyndt at flytte tilbage til Indien efter at have tilbragt en årrække i Vesten. De bliver tiltrukket af de mange historier om rivende udvikling og høje vækstrater i det, der populært omtales som det  ”nye” Indien. Men mediebilledet med udvikling og fremdrift svarer ikke altid til realiteterne, og for mange af de højtuddannede indere bliver gensynet med deres fædreland en oplevelse, der er svær at håndtere, viser ny ph.d.-afhandling fra Institut for Antropologi

Begrebet ”hjerneflugt”, også kendt som brain drain, er synonymt med højtuddannede der migrerer, ofte fra udviklingslande til Vesten, i håbet om en bedre fremtid. Omvendt hjerneflugt, hvor højtuddannede vender tilbage til deres fædreland, er imidlertid et stigende fænomen. Men at flytte fra det rige Vesten til et fattigt udviklingsland med stor ulighed i samfundet, er en meget svær bevægelse med store identitetskriser  til følge. Det viser ny Ph.d.-afhandling, ”Bangalore Beginnings. An Ethnography of Return Migration among Highly Skilled Indians”, af Helene Ilkjær.

Stor fattigdom og ulighed
Mange indere tager til Vesten for at få en videregående uddannelse og efterfølgende finder de arbejde i for eksempel IT-industrien. I modsætning til tidligere, hvor langt størstedelen af de højtuddannede indere der udvandrere slog sig permanent ned i Vesten, har man i de senere år kunne observere en tiltagende returmigration til Indien. Returmigranterne ønsker at tilbringe mere tid med familien, og samtidig er de tiltrukket af mediebilledet om Indien som et globalt væksthus og ønsker for eksempel at afprøve mulighederne som iværksættere.  Dermed er returmigrationen i høj grad en bevægelse, der er fremtidsrettet. Den er drevet af forestillinger om fremtidige muligheder i Indien snarest end nostalgi. Det er imidlertid sjældent, at realiteterne i Indien lever op til returmigranternes forventninger og til forestillingerne om mødet med et moderne, udviklet land, forklarer Helene Ilkjær, der har skrevet sin afhandling på baggrund af 10 måneders feltarbejde i Indiens IT-hovedstad Bangalore.


Selv i de teknologiske hotspots som Bangalore skinner det "gamle" Indien stadig igennem med sit hektiske liv og  fattigdom. Det er svært at klare for mange af returmigranterne.

- Returmigranterne vender hjem, fordi Indien er det nye hotspot med mange karrieremuligheder. For dem er det ideen om et ”nyt” Indien, der trækker, ikke det gamle Indien de kender fra deres barndom og som de blandt andet forbinder med bureaukrati, fattigdom og korruption. Men det såkaldte nye Indien findes kun i små lommer rundt omkring. Der er ikke fine veje og storcentre overalt. Tværtimod er der stor fattigdom og meget ulighed. Det har returmigranterne svært ved at håndtere, også fordi det kræver nogle andre færdigheder i at begå sig end de er blevet vant til i Vesten. Derfor udfordres returmigranterne på deres selvforståelse som vidende mennesker, der er i stand til at begå sig globalt. Som et resultat vælger mange at isolere sig i indhegnede og aflukkede boligområder sammen med andre returmigranter og udstationerede vestlige vidensarbejdere , siger Helene Ilkjær.

Det ”gamle” Indien chokerer
For de højtuddannede indere bliver mødet med deres gamle fædreland et uforventet kulturchok. Selvom de har høj international mobilitet og økonomiske ressourcer, opdager de, at de mangler selv helt basale kundskaber til at begå sig i det indiske samfund. De har svært ved at håndtere situationer som at skulle prutte om prisen på markeder, trafiklarmen, bunkerne af skrald på gaden og det de opfatter som et kaotisk og ustruktureret liv, hvor gæster dukker op uanmeldt og hvor tjenestefolk nogle gange bliver væk i flere dage i træk.

- Selvom de har været hjemme på ferie, mens de har boet i udlandet, overrasker det dem alligevel, hvor anderledes Indien er. Det er en boble at være på ferie, hvor familien er der til at sørge for, at de bliver serviceret, men når de flytter hjem er det alvor – og så skal returmigranterne selv til at stå for at få en hverdag til at fungere. De ved godt, at der findes  alle de andre sider af Indien, men alligevel er det det glamourøse mediebillede af et nyt Indien, der dominerer deres forestillinger om, hvordan livet vil være efter de flytter hjem. De bliver revet med af det, siger Helene Ilkjær.

- I Vesten har de været vant til at klare sig selv, men i Indien får de pludselig svært ved at ordne den praktiske side af tilværelsen fordi de har svært ved at gennemskue, hvordan tingene bedst kan gøres. Nogle ender med at bestille alt deres tøj over nettet for at undgå at handle ind lokalt. Andre må ringe til gamle skolevenner for at få hjælp til at bestille en ny gasflaske, når deres komfur løber tør. Returmigranterne har simpelthen ikke de praktiske erfaringer at trække på i forhold til at stå med ansvaret for et hushold i Indien, siger Helene Ilkjær.

Selvom nogle returmigranter isolerer sig som en reaktion på det uventede møde med forskellighed i Indien, så ønsker mange af returmigranterne at give noget tilbage til deres fædreland. De engagerer sig derfor i socialt arbejde og giver penge til velgørenhed. Men heller ikke dette er problemfrit.

- Returmigranternes sociale engagement kan let blive opfattet negativt af lokale indere. De ser det som et forsøg på at placere sig højt i det sociale hierarki. Der opstår derfor ofte en vis antipati mod dem, der kommer hjem og tror, de kan det hele, siger Helene Ilkjær.

”Hjem” er en hverdagspraksis
Når migranter rejser hjem tænker vi ofte, at cirklen er sluttet, men returmigrationen er langt fra altid den sidste migration. For mange af de indiske returmigranter ender Indien blot som et trin på karrierestigen. De flytter videre til et bedre job, men mange flytter også, fordi de ikke kan se en fremtid i Indien, hverken for sig selv eller deres børn.

- Min undersøgelse udfordrer vores forståelse af, hvad ”hjem” er for noget. Vi har en tendens til at tænke det nationalt, men det handler i høj grad om hverdagspraksisser. At kunne navigere socialt og kulturelt hvor man er. Hvis man ikke kan finde ud af det, bliver det en stor og svært overkommelig udfordring for ens selvforståelse og tilhørsforhold at vende hjem, siger Helene Ilkjær.

En vigtig konklusion på afhandlingen er, at når folk rejser, ændrer de sig, men stederne de rejser fra forandrer sig også. Returmigrationen er fysisk, men tiden følger ikke med. At vende tilbage til et fædreland er derfor ikke nødvendigvis koblet sammen med en følelse af at høre hjemme der.

Helene Ilkjær forsvarede sin Ph.d-afhandling ”Bangalore Beginnings. An Ethnography of Return Migration among Highly Skilled Indians” torsdag den 5. november 2015 ved Institut for Antropologi