At lære at høre stemmer – Københavns Universitet

Institut for Antropologi > Om instituttet > Nyheder > At lære at høre stemmer

07. juli 2015

At lære at høre stemmer

Ny ph.d.-afhandling fra Institut for Antropologi beskriver, hvordan mennesker med en skizofreni-diagnose kan ”lære” at blive stemmehører og dermed leve i venlig dialog med deres stemmer. Bevægelsen håber, at det at høre stemmer en dag vil blive betragtet som normalt af det større samfund

Omkring en procent af den danske befolkning udvikler symptomer på skizofreni i løbet af deres liv. Cirka 25.000 danskere lever med sygdommen i dag, og for mange af dem er livet med stemmer nærmest uudholdeligt, især i de tilfælde, hvor medicinering ikke virker.

En del af disse mennesker er gået sammen i såkaldte stemmehørergrupper, der er en del af stemmehørerbevægelsen.  I modsætning til den traditionelle medicinske behandling mod skizofreni, der forsøger at minimere eller i bedste fald fjerne stemmerne, så fokuserer stemmehørergrupperne i stedet på, hvordan man forholder sig til stemmerne, lærer at leve med dem og integrere dem i hverdagen.

I sin ph.d.-afhandling ”At blive og være stemmehører” afdækker Sidsel Busch gennem et større feltarbejde den danske stemmehørerbevægelse og dens arbejde. Afhandlingens primære konklusion er, at stemmehører er noget man ”lærer” at blive. Det vil sige, at stemmer er noget, man kan lære at høre på nye måder, og at denne form for læring kommer i stand igennem en særlig praksis. Det er blandt andet denne praksis afhandlingen forsøger at beskrive.

Fra overgivelse til dialog med stemmerne

Sidsel Busch fremhæver i sin afhandling, at stemmehørergrupperne ikke opererer ud fra en klar metode. I stedet er de enkelte ”behandlingsforløb” i grupperne styret af en improviseret drejebog, hvor de erfarne stemmehørere guider de mindre erfarne igennem deres oplevelser.

I sin afhandling analyserer Sidsel Busch fire trin, som et typisk stemmehørerforløb tager.

- Det første trin handler om overgivelse. Her slipper stemmehøreren kontrollen og begynder at sætte ord på, hvad vedkommende oplever. Mange oplever at få det værre på dette tidspunkt, fordi overgivelsen indebærer, at stemmehøreren begynder at lytte til stemmerne, hvilket kan være en skræmmende oplevelse, forklarer Sidsel Busch.

- Det andet trin handler om identifikation af stemmerne. Her begynder stemmehøreren at undersøge, hvad det er for stemmer, hun har med at gøre. Hun prøver at finde mening med dem og genfortolker, hvad de siger.

- På det tredje trin begynder stemmehøreren at interagere med stemmerne. Hun begynder at omtale dem med navn og sætte køn på dem. Stemmehøreren etablerer kontakt til stemmerne og begynder at forhandle med dem. For eksempel kan stemmehøreren lave en aftale med sine stemmer om, at de ikke forstyrrer hende på et givet tidspunkt, hvis hun til gengæld lover at tale med dem senere.

- På det fjerde trin har stemmehøreren opnået en dialog med sine stemmer og har fået en intuitiv forståelse for, hvordan stemmerne skal håndteres. På dette stadie er stemmehøreren så erfaren, at hun kan begynde at hjælpe mindre erfarne stemmehørere. Stemmerne er nu blevet guider og kan for nogles vedkommende endda bruges kreativt. Et eksempel er en stemmehører i England, der har skrevet en børnebog i samarbejde med en af sine stemmer, forklarer Sidsel Busch.

Improviseret drejebog

I Danmark udfolder stemmehørerbevægelsen sig inden for rammerne af psykiatrien som institution. Derfor er der som regel tilknyttet medarbejdere fra socialpsykiatrien til grupperne, og de efterspørger ofte eksplicitte regler for, hvordan et møde i en stemmehørergruppe afholdes. Det er imidlertid en misforståelse af den måde, bevægelsen fungerer på, forklarer Sidsel Busch.

- Den ekspertise, den erfarne stemmehører har lært ved øvelse og erfaring, lader sig ikke formulere som eksplicitte regler. Den transformation – fra skizofren til stemmehører, som kan mestre sine stemmer gennem dialog – som stemmehørergruppens improviserede drejebog leder frem til, begrænses eller låses fast, når der indføres en mere formel procedure for gruppen, siger Sidsel Busch.

Samfundets manglende accept

Selvom stemmehørerbevægelsen er etableret i opposition til den traditionelle psykiatri, så trækker den på flere af psykiatriens klassiske tanker. Det er for eksempel karakteristisk for bevægelsen, at det at høre stemmer forklares med henvisning til en specifik begivenhed, for eksempel en traumatisk begivenhed, oftest fra barndommen, tit af seksuel karakter, og ikke bare som noget, der kommer ud af det blå.

Et andet karakteristika ved bevægelsen er, at den forsøger at normalisere det at høre stemmer.

- Ude i samfundet er stemmehøreren skizofren og dermed unormal. Men inden for bevægelsen betragtes stemmehørere som helt normale. De mest erfarne drømmer om, at denne normalitetsforståelse vil brede sig til det omkringliggende samfund, så det at høre stemmer ikke længere betragtes som noget unormalt. Som en af dem siger ”Jeg har en drøm om en dag at gå ned ad gaden og tale med mine stemmer, uden der er nogen, der vender sig om”, siger Sidsel Busch.

- Selvom stemmehørerne inden for bevægelsen opleves som normale, så oplever de stort set alle, at samfundet omkring dem ikke er klar til at acceptere dem som sådan. Derfor er der stadig mange, der forsøger at holde deres stigma – stemmerne – skjult for andre mennesker, der ikke hører stemmer. De mere erfarne stemmehørere forsøger at skubbe til grænserne for normalitet. De kæmper for retten til at være anderledes og have stemmerne som del af deres liv, forklarer Sidsel Busch.

At ”komme sig” over skizofreni

Der er ikke lavet særlige studier, der undersøger om og hvordan stemmehørerbevægelsens metoder virker, eller hvor lang tid et forløb tager.

- Nogle får det markant bedre efter kort tid, mens andre måske må vente i 10 år. Det ser ud til at virke for de fleste, men tidsperspektivet er meget forskelligt, sider Sidsel Busch.

Til gengæld oplever hun, at det traditionelle behandlingssystem så småt er begyndt at tage stemmehørerbevægelsens metoder og indsigter til sig. Dette skal ses i forlængelse af introduktionen af begrebet ”recovery” i dansk psykiatri omkring år 2000. Tidligere anså man skizofreni som kronisk og permanent invaliderende, men med recovery-tankegangen er man i dag mere tilbøjelig til at se skizofreni som en sygdom, man kan komme sig over.

- Før år 2000, det vil sige inden recovery kom på dagsordenen, var der i psykiatrien en større skråsikkerhed omkring, hvordan skizofreni skulle behandles. I dag er der flere og flere, der taler for en mere alsidig tilgang til behandlingen. Det indebærer blandt andet at den skizofrenes ekspertise på eget liv får en mere central plads frem for den professionelle ekspertise, ligesom det betyder en udfordring af forestillingen om, at det ”at komme sig” indebærer symptomfrihed. Stemmehørerbevægelsen er et godt eksempel på en alternativ behandling, der inden for disse rammer opnår gode resultater for en gruppe mennesker, det ellers har været svært at hjælpe på traditionel vis, siger Sidsel Busch.