26. august 2020

Ali har levet som papirløs migrant i ti år. Han frygter mest at blive efterladt i Sahara

Kronik

I Algeriet er migranters rettigheder under voldsomt pres. De lever i frygt for tvangsudvisninger og vold. Der er et stort behov for, at der bliver lagt et effektivt internationalt pres på Algeriet for at give migranter basale rettigheder, skriver ph.d. i antropologi Line Richter i denne kronik.

Kronik af postdoc Line Richter, Center for Global Kriminologi ved Institut for Antropologi, i Information den 26. august 2020.

For et par dage siden talte jeg med en ung mand fra Mali. Lad os kalde ham Ali. Han er en af de migranter, jeg har jævnlig kontakt med som en del af min forskning.

Ali er lige nu i Algeriet. Her har han været i otte måneder. Denne gang. I dag kan jeg ikke få fat på ham.

Jeg sender endnu en WhatsApp-besked afsted. Der er kun ét flueben ud for beskeden. Det betyder, at den ikke er modtaget i den anden ende. Jeg kan se, at han har været online nogle timer inden. Det er et godt tegn.

Ali fortalte mig forleden, at han er bange. Han er skrækslagen for, at myndighederne vil afbrænde den lejr, han bor i, eller anholde ham og sende ham til Niger. Han er ellers en erfaren migrant. Han har klaret sig i snart et årti i Nordafrika, hvor han har arbejdet, forsøgt at komme til Europa, pendlet mellem de forskellige nordafrikanske lande, analyseret og forsøgt at forudsige, hvilke åbninger og muligheder der ville komme, og ikke mindst forsøgt at undgå de værste overgreb.

Ifølge migranterne i Algeriet er de algeriske myndigheder (igen) begyndt at sende sorte afrikanere til Niger – uden juridisk proces og uden skelen til, hvilken nationalitet migranterne har. Som dokumenteret af flere civilsamfundsorganisationer, og som fortalt til mig af mange forskellige vestafrikanske migranter, foregår disse udvisninger ved, at migranterne bliver anholdt, tilbageholdt og derefter sat på busser til nabolandet, hvor de nogle gange efterlades midt i ørkenen.

Dette er sket gentagne gange de seneste år. Ifølge en rapport fra Amnesty International har disse masseudvisninger stået på siden 2016. I 2018 blev 14.000 migranter tvangsudsendt, og hændelserne fik international opmærksomhed.

Uroen vokser, for hver gang jeg tjekker, og der er stadigvæk kun et flueben. Havde der været to, var den modtaget. Havde disse to været blå, havde han læst beskeden. Jeg forsøger at berolige mig selv, han er sikkert o.k. Tjekker igen.

Sidder fast i Algeriet

Migranters rettigheder er under pres i det meste af verden. Internationale konventioner, lokal lovgivning og myndigheders praksisser ligger ofte langt fra hinanden. Algeriet er ingen undtagelse. Landets position som naboland til Europa, der presser på for, at de nordafrikanske lande skal ’tage sig af’ migrationsspørgsmålet, og til flere konflikt- og fattigdomsramte lande i syd gør ikke tingene lettere.

Den algeriske lovgivning kriminaliserer i høj grad irregulær migration, og de tusindvis af migranter, der arbejder i landbrugs- og byggesektoren i landet, er ofte ’uden papirer’. Lovgivningen giver forholdsvis vide beføjelser til at udvise migranter, men den stipulerer også, at hver udvisningsordre skal gives, minimum 48 timer inden udvisningen udføres. Migranten har ret til at blive hørt og for eksempel få konsulær hjælp. Men de seneste år har der gang på gang været masseudvisninger uden den rette proces. Som regel sker disse udvisninger til Niger, nogle gange til Mali.

Algeriet deler en lang grænsestrækning midt i Sahara med begge lande. Disse områder er ikke bare svært fremkommelige, men p.t. også kamppladser for voldelige sammenstød mellem oprørsgrupper og militære styrker. Gud nåde den, der efterlades her.

I sidste uge krydsede Ali grænsen fra Algeriet til Marokko. En landegrænse, der officielt er lukket, men som migranter alligevel krydser. Han blev taget af de marokkanske grænsevagter og stod ansigt til ansigt med den frygtede Le Papa – en marokkansk chef-grænsevagt, der på kort tid er blevet berygtet blandt migranterne for at være voldelig mod dem og, ifølge Ali, endda torturere nogle af dem. I mødet blev Ali »slået, men ikke såret«, som han selv formulerede det. Vagterne tog, hvad han ejede og sendte ham tilbage til Algeriet. Her sidder han fast, fortalte han mig.

For nogle uger siden sendte Ali mig billeder, der viser de skader, en migrant fik pådraget sig i mødet med Le Papa. Eller man kan ikke se selve skaderne. Blot gazeindbundne hænder og fødder. De var blevet brændt med glohede jernrør og derefter behandlet af en læge. Migranten, hvis hænder og fødder var indbundne, blev derefter sendt tilbage til Algeriet. Ali gentager, at alle er bange. Beskeden er stadig i vores tråd.

Masseudvisninger til Niger

Vi aftalte i går, at han ville sende mig en besked senere på dagen. Men jeg har ikke fået den og intet hørt. Jeg plejer at kunne slå det hen. Jeg ved, at internetforbindelsen er svingende, og at pengene på taletidskortet er dyrebare. Men det virkede vigtigt, at vi talte sammen.

Øjenvidner beretter om dødsfald i ørkenen efter masseudvisninger. Og udvisningerne fortsætter. Ifølge Radio France International blev nærved 11.000 migranter sendt til Niger fra Algeriet i 2019. Nogle blev smidt af bussen i ørkenen. Migranterne har ikke fået en individuel vurdering af deres sag og får det heller ikke, selv om de har ret til det.

Desværre er der ikke tvivl om, at der er tale om racial profiling. De sorte, nogle gange kaldet les camarades, som en eller anden form for bizar kommentar til det knap så kammeratlige forhold, der ofte karakteriserer mødet mellem algeriere og deres naboer i syd, bliver tilbageholdt på grund af deres hudfarve. Black Lives Matter-demonstrationerne er ikke nået til Algeriet. Det er tvivlsomt, om de gør.

Dog har tusindvis af unge algeriere været på gaden for at opnå demokratiske rettigheder. Men de unge er også mismodige. For nogle dage siden rapporterede den spanske avis El País, at på en enkelt dag var 400 algeriere taget afsted fra algeriske kyster på en farefuld og illegal grænsekrydsning til Spanien. I Algeriet kaldes denne form for migration ofte harraga. Det betyder ’dem, som brænder’.

Jeg tjekker igen. Endelig er der kommet svar. Tre talebeskeder fra Ali. En umiddelbar lettelse breder sig. Han er o.k.

Migranters rettigheder er under pres

Han fortæller på beskederne, at telefonen har ligget i opladeren et sted langt fra, hvor han bor. Der er ikke strøm der, hvor han bor. Jeg har besøgt lignende steder. Kummerlige lejre, hvor migranter bor uden vand, sanitet og elektricitet.

Der er masser af lejre i Algeriet, masser i Marokko, men også masser i Europa – i Calais findes det, de kalder Junglen, teltlejrene i Paris, lejre på sydspanske marker, hvor migranter arbejder under forfærdelige forhold, er nogle få eksempler. For mange år siden, da jeg mødte Ali første gang, boede han også i en lejr – ikke langt fra, hvor han bor nu. I en udtørret flod, i et interimistisk telt lavet af pinde og presenning. Hans rejse begyndte for snart ti år siden i Mali. Han tog afsted som så mange andre for at kunne forsøge sig selv og sin familie.

Ali er træt af at leve under kummerlige forhold og af ikke at kunne finde fodfæste i en verden, der hele tiden lukker sig mere og mere af omkring ham.

Migranters rettigheder er under pres. Sorte migranters rettigheder er under endnu mere pres. »Hvad kan vi gøre,« bliver jeg spurgt retorisk af migranterne. Brutaliteten i mødet med grænsevagter og frygten for udvisning fylder meget i deres liv. Men gode råd er dyre.

Indflydelsesrige civilsamfundsorganisationer, medier og ikke mindst FN har tidligere, virkningsfuldt, lagt pres på Algeriet for at stoppe tvangsudvisningerne til ørkenen.

Et effektivt internationalt pres for at opretholde migranters mest basale rettigheder er mere nødvendigt end nogensinde før.

Ingen bør udsættes for overgreb og tortur, og ingen bør overlades til sig selv og Sahara.

Jeg sender Ali et svar om, at jeg er glad for at høre fra ham, og jeg lover ham at ringe i morgen.