I dette indlæg argumenteres der for nødvendigheden af at bevare et dobbeltblik på verden, det vil sige både et natur‑ og et humanvidenskabeligt blik. Det gælder også, når vi studerer sygdom og samfund, at det ene ikke udelukker det andet; tværtimod er de hinandens forudsætninger. Tilsammen afgrænser de to perspektiver et spændingsfelt, uden hvilket videnskaben ikke ville kunne forholde sig kritisk til sig selv.