Filosofien er populær i antropologien i disse år. Om der ligefrem er tale om en filosofisk vending, kan diskuteres. Filosoffers tanker og filosofiske begreber har nemlig altid spillet en rolle for det antropologiske arbejde. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede var feltarbejdets opfinder, den polsk-britiske etnograf Bronislaw Malinowski inspireret af Nietzsches tanker. Siden har fænomenologien spillet en afgørende rolle for antropologiens udvikling af teorier og begreber. Når man i dag kan spørge, om der er tale om en egentlig filosofisk vending, skyldes det dels den såkaldte ontologiske vending, dels at man er blevet mere kritisk reflekteret omkring den rolle, filosofien spiller i den videnskabsteoretiske udvikling af antropologien. I bogen Ting i nære og fjerne verdener fra 2013 har jeg i forbindelse med antropologiens materielle vending diskuteret den ontologiske vending, og i bogen Sandhed & Genre fra 2015 har jeg søgt at gøre kommende antropologer reflekterede omkring ikke bare det videnskabsteoretiske, men også det filosofiske grundlag for udviklingen af teorier og begreber i antropologien. På den måde er jeg blevet ført længere ind filosofiske tankerum, men uden på nogen måde at ville påkalde mig en filosofisk professionalisme. På trods af deres filosofiske interesse har antropologer, f.eks. den amerikanske antropolog Clifford Geertz, det stadigvæk med at hævde, at hvis man vil vide noget om verden, må man have friktion, og for at få friktion, må man ud og gå. Altså ud i verden hvor man konfronteres med sommetider radikalt anderledes tænkemåder. Derfor berører spørgsmålet om en mulig filosofisk vending også spørgsmålet om, hvordan man skal se den vestlige filosofiske tanketradition i forhold til andre måder at reflektere over verden på som i legender og myter.