De sædvanlige katastrofer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Institut for Antropologi > Om instituttet > Nyheder > De sædvanlige katastrofer

30. maj 2017

De sædvanlige katastrofer

Med klimaforandringerne bliver katastrofer i højere grad normale og usikkerhed bliver et levevilkår. Ny ph.d.-afhandling fra Institut for Antropologi ser på normaliseringen af katastrofer og spørger, hvordan vi gør håndteringen af katastrofer og usikkerhed til et demokratisk spørgsmål.

I august 2002 forårsagede massiv regn den største oversvømmelse nogensinde i Centraleuropa. I den tyske by Dresden blev tusindvis af hjem oversvømmet. Skaderne løb op i over en milliard euro. Oversvømmelsen blev betegnet en ”hundrede års-begivenhed”.

11 år senere, i 2013, blev Dresden igen udsat for en katastrofal oversvømmelse. Nu var der få der talte om en hundrede års-begivenhed. I stedet blev begivenheden snarere opfattet som en ”sædvanlig katastrofe”.

Overalt i verden er mennesker ved at indstille sig på, at frekvensen af naturkatastrofer vil stige i takt med klimaforandringerne. Men når katastrofer pludselig bliver ”normale” stiller det helt nye krav og spørgsmål til indretningen af samfundet og til forholdet mellem stat og civilsamfund, uanset om disse drives frem af klimaforandringer eller ej. Ny Ph.d.-afhandling af Kristoffer Albris ser nærmere på de problemstillinger, der møder et samfund, hvor forventningen om naturkatastrofer er blevet en del af hverdagen.

Oversvømmelser skaber konflikter
Kristoffer Albris  har lavet feltarbejde i nogle af de områder af Dresden, der har været hårdest ramt af oversvømmelserne. En af pointerne i hans afhandling er, at sædvanlige katastrofer ændrer på måden, stat og civilsamfund ser hinanden på. Oversvømmelser som dem i Dresden kan let skabe konflikter.

- Hvem må for eksempel handle i en nødsituation? Må almindelige borgere sætte sandsække og lave diger, eller er det kun en opgave for brandvæsnet og beredskabet?
Hvis borgerne griber ind bruger politikerne det opportunistisk. De roser civilsamfundet og peger på den gode sammenhængskraft i samfundet. Omvendt kritiserer politiet og beredskabet borgernes indblanding. De mener, at det er en opgave for professionelle. Når borgerne overtager disse opgaver bliver beredskabets autoritet udhulet, siger Kristoffer Albris.

Katastrofer normaliseres
En katastrofe kan defineres som en begivenhed, hvor samfundets evne til at reagere kommer til kort.

Forskning i katastrofer er ofte optaget af megabegivenheder såsom Fukushima-katastrofen i Japan eller orkanen Katrina i USA.
Kristoffer Albris´ forskning adskiller sig ved, at den fokuserer på relativt mindre begivenheder, som nok giver store udfordringer, men som alligevel i en eller anden udstrækning kan ”normaliseres”.

- Steder som Dresden oplever i disse år en stigende grad af normalisering af katastroferne. Det har skabt en ny usikker situation. Historisk set har Dresden oplevet både perioder med mange oversvømmelser, og perioder med få.  Men i perioden fra Anden Verdenskrig og frem til årtusindeskiftet oplevede byen ingen oversvømmelser. Efter de historisk store oversvømmelser i både 2002 og 2013 er opfattelsen blandt befolkning I dag, at man ikke kan vide sig sikker på frekvensen af oversvømmelser i fremtiden. Det stiller samfundet i en række dilemmaer. Skal man sikre befolkningen for enhver pris eller skal man acceptere det, hvis befolkningen faktisk foretrækker at leve ved floden og så tage de tæsk der engang imellem kan komme? Skal befolkningerne have lov til at sige: ’Vi vil hellere blive oversvømmet engang imellem end at leve bag en grim to meter høj mur, der ødelægger hele pointen med at vi bor her ved floden’? Skal lokalbefolkningen i stigende grad selv være med til at definere, hvad det er for risici de vil leve med? Og hvordan de vil håndtere dem?, siger Kristoffer Albris.

Dresden har en lang historie med oversvømmelser. Af samme grund ser befolkningen derfor ikke oversvømmelserne i lyset af klimaforandringerne. I stedet taler man om en statistisk tilfældighed. Alligevel kan vi lære meget om vores forhold til klimaforandringer, ved at se på Dresden, påpeger Kristoffer Albris.

- Hvis vi skal ændre på samfundets indretning, blandt andet fordi klimaforandringerne udgør en trussel, hvem skal så tage beslutninger om, hvordan samfundet skal indrettes i forhold til sådanne forudsigelser? I hvilken udstrækning skal borgernes egne stemmer høres?, spørger Kristoffer Albris.

Faren for at ”overkatastroficere”
Når et samfund bliver udsat for katastrofer har det ofte givet anledning til, at de inderste magtstrukturer i samfundet åbenbarer sig. Spørgsmål om tillid til det politiske system bliver sat mere på spidsen i katastrofesituationer. Men også staten bruger katastroferne til at vurdere sine borgere og eventuelt indføre mere kontrol.

- Borgere evaluerer myndighedernes evne til at tage vare på dem i forhold til en katastrofe. Er der ordentlige diger, fælles forsikringer og så videre. Men staten anskuer også borgerne i katastrofens optik. Er samfundet solidarisk? Er der en sammenhængskraft så civilsamfundet kan løfte sig selv efter katastrofer? Og åbner katastrofen op for nye muligheder at udøve kontrol på? For eksempel ved at bede mennesker om ikke at bo i visse zoner af byen, fordi de her er i større risici. Eller at øge markedsværdien af det land staten selv ejer en del af ved at lave diger og mure, siger Kristoffer Albris.

Kristoffer Albris mener at klimaforandringerne og de medfølgende små og store katastrofer rummer en fare for, at vi kommer til at ignorere den demokratiske inddragelse af borgerne.

- Hvis vi fokuserer ensidigt på klimaforandringerne som naturfænomener uden at fokusere på det politiske aspekt af, hvordan vi imødegår dem, så risikerer vi at ”overkatastroficere” begivenhederne. Hvis vi gør det, får vi ikke lavet langtidsholdbare og socialt bæredygtige løsninger, siger Kristoffer Albris.

- Usikkerhed er et vilkår. Spørgsmålet er, hvordan vi gør håndteringen af usikkerhed til et demokratisk spørgsmål? Hvordan får vi inkluderet så mange stemmer som muligt i sådan en diskussion, så det ikke kun bliver en teknokratisk diskussion om at bygge mure og diger? 

Dresden i 2013, hvor Elben igen gik over sine bredder.

Kristoffer Albris forsvarede sin ph.d.-afhandling ”Disasters as Usual – The Public Life of Recurring Floods in Dresden” den 16. Maj 2017 ved Institut for Antropologi