Antropologi som tilgang og metode – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Institut for Antropologi > Antropologisk Analyse > Antropologi som tilgang

Antropologi som tilgang og metode

Fra lænestol til feltarbejde
'Den Anden'

Antropologer beskæftiger sig med mennesker som sociale væsner, og antropologien indebærer en bestemt måde at forstå sociale fænomener på. Antropologien er undersøgende og kvalitativ, og antropologer forsøger først og fremmest at forstå hvorfor folk handler, taler og eksisterer sammen som de gør. Antropologer tager udgangspunkt i praksis i erkendelsen af, at folk nogle gange gør og siger forskellige ting, og at forklaringer derfor må vokse ud af antropologens ophold blandt de mennesker, de undersøger. Samtidig gør antropologer en dyd ud af at pege på alt det, vi tager for givet ved vores egne måder at eksistere sammen på, og at udfordre vores egne antagelser. Det er en kompetence, som gør antropologer efterspurgt i mange forskellige sammenhænge. Se også Anvendt antropologi 

Oprindeligt blev antropologer uddannet til at besidde forskerstillinger eller stillinger på museer, men siden 1980’erne er antallet af uddannede antropologer steget meget, og antropologer finder i dag ansættelse inden for en bred vifte af områder uden for universitetet. Desuden studerer antropologer i dag ikke udelukkende mennesker og samfund andre steder i verden, men har i lige så høj grad fundet anvendelse for deres kompetencer i Danmark.

Fra lænestol til feltarbejde

Antropologien som videnskab er blevet formet af en specifik fagtradition, som startede med studiet af ikke-vestlige eller indfødte folk. Oprindeligt var teorier om ikke-vestlige samfund præget af, at man på baggrund af data indsamlet af blandt andre missionærer udviklede ideer som for eksempelvis evolutionismen (udviklingslære). Denne teori gik ud på, at alle samfund udvikler sig igennem de samme stadier, hvoraf den europæiske verden var på det højeste udviklingstrin. De ikke-vestlige samfund haltede dermed bagefter, og skulle hjælpes til at udvikle sig efter et vestligt ideal. Imidlertid skete der omkring starten af 1900-tallet et skift i denne opfattelse.

To videnskabsmænds længerevarende ophold blandt indfødte folk, henholdsvis kwakiutl-eskimoer i Canada og trobrianderne på en ø-gruppe øst for Ny-Guinea, satte sit præg på antropologien og formede faget, sådan som det ser ud i dag. De to videnskabsmænd, tysk-amerikanske Franz Boas og polsk-engelske Bronislaw Malinowski opholdt sig længere tid blandt disse folk, og fandt ud af, at man ikke kunne forstå deres levevis gennem de forklaringsmodeller, man allerede havde, for eksempel i form af evolutionismen. I stedet måtte man forstå dem på deres egne vilkår. På den baggrund blev Malinowski en af de første til at udvikle fagets kernemetoder,feltarbejde og deltagerobservation, til en systematisk og struktureret indsamling af data til videre analyse. Han betonede den længerevarende deltagelse i hverdagslivet som et af de vigtigste metoder til at forstå andre mennesker; han skrev blandt andet at det er antropologens vigtigste opgave: ”… to grasp the native’s point of view, his relation to his life, to realize his vision of his world”.

Boas bidrag var i høj grad at udvikle kulturrelativismen. Kulturrelativismen betyder, at man ikke kan forklare forskellige samfund ved at sætte dem på en form for udviklingsstige, men at ethvert samfund i stedet er et produkt af en unik historisk udvikling. Samtidig afviste han også de euro-centriske ideer, som var implicitte i evolutionismen, nemlig at ikke-vestlige samfund var tilbagestående. I dag betyder kulturrelativismen (eller bare relativismen) at antropologer ikke på forhånd vurderer de mennesker de undersøger, men i stedet først og fremmest forsøger at opnå forståelse. Det betyder ikke, at man som menneske eller forsker skal acceptere alt, hvad man møder, men at man har som udgangspunkt, at mennesker har deres gode grunde til at gøre, som de gør, uanset hvordan deres handlinger måtte forekomme for andre ved første øjekast.

Boaz og Malinowskis grundlæggende ideer lever videre i vores dages antropologi, om end metoderne er blevet forfinede, og at nogle undersøgelsesprojekter i praksis ikke levner helt lige så meget tid til ophold i felten, som idealet var dengang.

'Den Anden'

Faget antropologi startede som studiet af ’den fremmede’ eller ’den anden’ i form af det ikke-vestlige samfund og dets mennesker. I dag bruger antropologer betegnelsen ’den anden’ til at forklare fagets centrale metodiske og analytiske greb. Med udgangspunkt i studier af andre samfund eller kulturer, kan antropologer i dag se på vores eget samfund med nye øjne. Ved at kende til måder at eksistere på, som er vidt forskellige fra vores egen, forstår antropologer, at vores egne måder, vaner og forestillinger er udtryk for en særlig historisk og kulturel konstruktion. Derfor kunne tingene i princippet være anderledes. Den måde, vi eksisterer sammen på, er ikke naturgiven eller uforanderlig, men er i stedet noget som vi hele tiden skaber, vedligeholder og forandrer. Blikket på det anderledes i andre samfund er vendt til at blive blikket på anderledes verdener, forståelser og handlinger i vores eget samfund – og muligheden for ændringer.

Det er denne tilgang, som gør antropologer i stand til at pege på selvfølgelighederne og alt det underforståede og uudtalte, som vores samvær og sameksistens også indeholder. Det grundlæggende spørgsmål bliver derfor: ”Hvorfor gør og siger folk sådan, når de i virkeligheden kunne gøre noget helt andet?”

Faget har holdt sit indtog i vidt forskellige områder i vores eget samfund båret frem af for eksempel de antropologiske metoders bidrag til at frembringe ”innovation”, nytænkning og nye perspektiver på gamle problemstillinger. Antropologer studerer i dag ikke kun hele folkeslag, men også udvalgte dele af samfundet – bestemte grupper, en bestemt virksomhed eller organisation, eller bestemte forestillinger eller ideer som går på tværs af mange steder – men altid med en forankring i livet i hverdagen. Traditionen for det erfaringsnære og selvkritiske holder ved.

Tilbage til toppen